Kunstig intelligens afslører, om du selv har skrevet eksamensopgaven

Danske forskere har udviklet værktøj, der med 90 procents sikkerhed kan sige, om du har snydt med opgaven.

Forskere og studerende fra Datalogisk Institut ved Københavns Universitet har udviklet et nyt værktøj i kampen mod eksamenssnyd (Arkivfoto). (Foto: Linda Kastrup © Ritzau Scanpix)

Mens mange gymnasieelever netop nu sidder og sveder over eksamensopgaver, er forskere fra Datalogisk Institut på Københavns Universitet, KU, klar med et nyt våben mod snyd.

Det nye værktøj kan afsløre, om det er eleven selv, der har skrevet opgaven, eller om besvarelsen er købt ude i byen og skrevet af en såkaldt ghostwriter.

- Når vi skriver, har vi vores egen personlige måde at skrive på. Det kan være den måde, man sætter kommaer på, de stavefejl vi laver, og de ord vi bruger.

- Hvis man tager kombinationen af alle de ting, får man det, der svarer til et unikt fingeraftryk, siger professor Stephen Alstrup.

Han står i spidsen for et forskningsprojekt, der har udviklet teknologien.

Det sker på baggrund af, at en ny form for snyd er dukket op de senere år: Opgavebesvarelser, der laves af andre mod betaling.

- Man kan se på internettet, at de her tjenester vokser frem og bliver mere udbredt, siger Stephen Alstrup.

Sidste år nedlagde Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen forbud mod sitet fixminopgave.dk, der siden 2017 havde solgt opgaver til elever i blandt andet gymnasiet.

Kunstig intelligens har analyseret 130.000 danskopgaver

Det nye værktøj fra KU sammenligner tidligere opgavebesvarelser, som den studerende har lavet.

Systemet tjekker det foretrukne ordvalg og den måde, man sætter kommaer på. Kort sagt den måde, den enkelte studerende plejer at formulere sig på.

Hvis der så er store uoverensstemmelser mellem tidligere opgaveløsninger og den aktuelle besvarelse, indikerer systemet, at der kan være tale om snyd.

Programmet, der hedder "Ghostwriter", bygger på grene af kunstig intelligens i form af machine learning og neurale netværk, som er egnet til at genkende mønstre i for eksempel billeder og tekst.

Det er firmaet bag gymnasieplatformen Lectio, der har stillet 130.000 opgaver danskopgaver fra 10.000 forskellige gymnasieelever til rådighed for analyse af KUs kunstige intelligens.

Der har ifølge Stephen Alstrup ikke hidtil været værktøjer på markedet, der har kunnet spore besvarelser, der er unikke, men lavet af en anden person.

Systemet har en succesrate på næsten 90 procent.

Systemet kan ikke stå alene

Malte Sauerland-Paulsen, der er formand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, er skeptisk i forhold til den nye metode.

- Jeg kan godt frygte, at man kan komme i en situation, hvor en elev måske på kort tid har gennemgået et stort fagligt løft og ændret sprogbrug.

- Så vil det da være superærgerligt, hvis systemet kommer og punker ham eller hende for at have snydt. Når det i virkeligheden er fordi, eleven har gennemgået en faglig udvikling, siger gymnasieelevernes formand.

Ph.d.-studerende Stephan Lorenzen fra Datalogisk Institut, der er en del af projektet, understreger, at programmet ikke kan stå alene:

- Jeg tror, det er realistisk, at gymnasierne tager det i brug på et tidspunkt. Men før de gør det, skal man have en etisk diskussion af, hvordan teknologien anvendes. Resultatet, som programmet kommer frem til, skal aldrig stå alene, men kun være med til at underbygge en mistanke om snyd, siger han i en pressemeddelelse.

/ritzau/

Facebook
Twitter