Kunstig intelligens bliver både din butler og diplomat i fremtiden

Computere skal lære etik og moral, så de i fremtiden kan hjælpe os med komplekse problemer.

Kunstig intelligens, som den der er er i Amazons digitale assistent Alexa, er kun på et meget tidligt stadie. I fremtiden vil den teknologi spille en meget større rolle. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

En stor del af de tjenester og apps, vi bruger på vores smartphones og computere i dag er drevet af en eller anden form for computerintelligens.

Når vi søger på Google eller når vi får en anbefaling på Netflix, ligger der et system bag, som prøver at forudsige vores smag, baseret på systemets erfaringer og avancerede algoritmer. Algoritmen er betegnelsen for de udregninger, der tilsammen udgør den kunstige intelligens.

Systemerne ser på vores tidligere handlinger, og på hvad andre, der har samme mønster, godt kunne lide. Men systemerne skal i fremtiden bruges til meget mere end filmanbefalinger og informationssøgning, forudser Nell Watson, medstifter af projektet OpenEth, der indsamler data om etik, som kan bruges til at lære kunstige intelligenser etik og moral.

Computere skal lære børnehaveetik

I fremtiden skal maskiner forstå simpel etik og moral og hjælpe os med at tage beslutninger om svære og tunge emner, mener Nell Watson.

Til arrangementet Machine Ethics and Moral Markets på Techfestival i Købehavn fortæller hun hvad maskiner med forståelse for etik og moral kommer til at kunne. Og at måden maskiner og mennesker lærer, er forbløffende ens:

- Man kan se hjernen som et hylster for den menneskelige algoritme, der justerer vores adfærd efter vores oplevelser. Det er den samme måde, algoritmer styrer kunstige intelligensers anbefalinger baseret på de data, der er til rådighed, forklarer hun.

En menneskelig, digital assistent

Maskiner med en forståelse af etik og moral kan bruges til alverdens ting, ifølge Nell Watson. Hun ser for sig, at ideen om en digital assistent bliver tænkt meget længere ud end de produkter, der er på markedet i dag.

Det er for eksempel Amazons Echo-højttaler, der har en indbygget digital assistent. Den kan man tale til og bede om at bestille toiletpapir eller spille musik.

Men hvad hvis du kunne bede den løse en personlig krise? Eller spørge den til råds om dine karrieremuligheder?

- Maskiner med en forståelse af den slags menneskelige behov bliver en af fremtidens store gennembrud, siger Nell Watson.

Hun forudser en fremtid, hvor avancerede computerintelligenser bliver spurgt til råds både af privatpersoner i deres hverdag og som rådgivere i geopolitik. Kunstig intelligens er nemlig på vej til at blive en del mere intelligent.

Nye teknologier løser gamle udfordringer

Computere er i dag gode til at lave forudsigelser ud fra strukturerede data, som f.eks et indeks over, hvilke personer, der kan lidt hvilke film på Netflix.

Men etiske og kreative udfordringer skal ofte løses i unikke situationer på baggrund af menneskers handlinger, som næsten aldrig kan nedskrives som strukturerede datasæt.

Derfor bliver et af de gennembrud, som kommer i den nære fremtid, computerchips, som simulerer biologiske hjerners neuroner og synapser. Den nye type chips forventes at være bedre til at behandle netop ustrukturerede data.

- Denne nye type chips, som kaldes synaptiske chips, kan formentlig have samme antal neuroner som en hund indenfor 4-5 år, forklarer Nell Watson.

Nye etiske udfordringer

Allerede i dag arbejder forskere tilknyttet OpenWorm-projektet på at simulere en af verdens mest simple mikroorganismer, ormen c.elegans i en computer. I dag er man nået så langt, at man kan installere ormens adfærdsmønster på en robot.

- Robotten reagerer, som ormen ville gøre. I alle henseender opfører den sig og opfatter sig selv som en orm, siger Nell Watson.

De nye udviklinger i computerintelligens betyder, at udviklere og ingeniører er nødt til at tænke over etik og moral i højere grad, når de programmerer kunstig intelligens.

Nell Watson tror på, at vi i fremtiden kommer til at overlade så mange beslutninger til computere, og at det derfor ville være uansvarligt ikke at indbygge etik og moral i dem.

Hun henviser til et citat af Science Fiction forfatteren Arthur C. Clarke fra 1965 flere gange under arrangementet:

"Som vores egen art er ved at bevise, kan man ikke have overlegen videnskab og ringere moral. Kombinationen er ustabil og selvudslettende".

Du kan høre mere om Techfestival i Digitalt på P1 i dag klokken 13:30.

Facebook
Twitter