Kunstig intelligens forudser resultatet af kinesisk sangkonkurrence

Den kinesiske internetgigant Alibabas software forudså både vinder og finalister i kinesisk TV-talentkonkurrence.

Den kinesiske internetgigant Alibaba har udviklet den kunstige intelligens Ai. (Foto: China Stringer Network © Scanpix)

Få uger efter at Googles software AlphaGo skrev et nyt kapitel i den kunstige intelligens' historie, ved at slå verdenmesteren i det kinesiske brætspil Go, viser kunstig intelligens endnu engang sit potentiale.

Denne gang er det den kinesiske internetgigant Alibaba, der har bevist, at computere ikke blot kan konkurrere mod mennesket, men også forstå hvordan vores følelser påvirker vores beslutninger.

Ai, som Alibaba kalder sin kloge software (hvilket i øvrigt er den engelske forkortelse for kunstig intelligens), forudså ikke bare vinderen, men også de andre topplaceringer i konkurrencen "I am a singer".

Det skriver Wall Street Journal.

Vinderen af konkurrencen bliver valgt af et live-publikum på 500 personer, og det var blandt andet publikums reaktion på finalisternes optrædener, sangens popularitet, sangerens energi og snak på sociale medier, Ai brugte til at forudse topplaceringerne.

- Vi er meget tilfredse med, at Ai forudså resultatet af I'm a singer 100 procent korrekt, siger Doktor Min Wanli, som er chef for Alibabas kunstige intelligensprogram.

- Resultatet demonstrerede, at Ai's forståelse af menneskelige følelser og hvordan mennesker tager beslutninger, gør store fremskridt.

Doktor Min har tidligere arbejder på IBMs Watson-program, men har siden 2012 været tilknyttet Alibaba, som er en kæmpe internetspiller på det kinesiske marked, med en markedsværdi på 1.241 milliarder danske kroner.

Kritiske røster på kinesiske blogs skriver dog, at man ikke kan tage Ai's forudsigelse for gode varer, da de mener, at resultatet af konkurrencen er aftalt på forhånd. En talsmand fra Alibaba afviser, at det er tilfældet, og henviser til, at et uafhængigt firma har ansvar for at verificere afstemningen.

Facebook
Twitter