Kunstig intelligens gør grynede billeder bedre

Ny hjemmeside viser dig, hvad machine learning kan gøre for dine feriefotos.

Den nye service er i stand til at forbedre på digitale fotos i dårlig opløsning. (Foto: Esben Hardenberg © Esben Hardenberg)

I en klassisk scene fra filmen Blade Runner analyserer hovedpersonen, detektiven Deckard, et fotografi, og finder nye detaljer, der ikke kunne ses med det blotte øje.

Tanken om på denne måde at kunne 'gå på opdagelse' i billeder er besnærende, men nutidens digitale billeder har en indbygget begrænsning, der forhindrer Blade Runner-visionen fra at blive til virkelighed.

Tabte detaljer kan ikke genskabes

Problemet er, at selv om digitale fotos kan have en meget høj opløsning og detaljegrad, så mistes detaljerne når billedet formindskes, for eksempel når opløsningen sættes ned, eller når billedet gemmes på ny. Og de tabte detaljer kan ikke genskabes.

Men man kan gøre det næstbedste og fylde nye detaljer på, baseret på det, der er er tilbage i billedet. Det forsøger det ukrainske projekt Let's Enhance at gøre. Hjemmesiden The Next Web fortæller, hvordan man på Let's Enhances hjemmeside kvit og frit kan uploade sine egne billeder i lav opløsning og efter et øjeblik (ok, det tog fra 2 minutter til 10 timer, da DR Viden gjorde det) kan man hente nye versioner i større opløsning, og modificeret af Let's Enhance.

For hvert uploadet billede, kan man hente flere versioner af den nye og 'forbedrede' udgave. Her er det originalen længst til venstre og derefter to kopier skabt af Let's Enhance. (Foto: Esben Hardenberg © Esben Hardenberg)

Klik her for at se billedet i fuld opløsning.

Let's Enhance bruger machine learning, en særlig måde at bruge kunstig intelligens på, til at regne sig frem til de manglende detaljer, og selv om billedet ved eftersyn ser computermanipuleret ud, så er resultatet ret imponerende og helt sikkert bedre end det oprindelige grynede billede.

Og husk lige at læse hjemmesidens privatlivspolitik og vilkår og betingelser, inden du uploader dine mest intime ferieminder.

Facebook
Twitter