Kunstig intelligens slår verdensmester

Sejren over verdensmesteren i Go er blot den seneste i en lang række sejre for kunstige intelligenser.

Den 19-årige kinesiske Go-spiller, Ke Jie, kigger bekymret på brættet i kampen mod Google's AlphaGo-program. (Foto: Str © Scanpix)

Kunstig intelligens er ikke bare selvkørende biler og fotogenkendelse. I de seneste par år har bl.a. Google og IBM trænet computere i at spille specifikke spil.

Nu har Googles program AlphaGo slået verdensmesteren i det populære spil ‘Go’.

Verdensmesteren, den 19-årige kineser Ke Jie, svor at han fremover aldrig ville spille mod “den kolde maskine” igen, det skriver bl.a. Phys.org.

Menneske mod maskine

Kampen mellem AlphaGo og Ke Jie foregik over tre runder. AlphaGo vandt hver eneste runde.

AlphaGo, der er udviklet af det engelske firma DeepMind Technologies bruger to sæt dybe neurale netværk med millioner af forbindelser. Den har spillet millioner af kampe med sig selv, før den vandt over Ke Jie i Kina.

Kampen mod Ke Jie var ikke AlphaGos første succes. Allerede sidste år vandt den over den sydkoreanske stormester Lee Se-Dol til stor opmærksomhed.

Spillet Go er utroligt komplekst og bliver anset for at kræve menneskelig intuition, kreativ tænkning og evnen til at lære. Derfor bliver det også anset som en teknologisk milepæl, at et computerprogram kan udkonkurrere et menneske.

Computere mod mennesker

Det er langt fra første gang, at en computer udfordrer mennesker i spil. Faktisk har det været en disciplin, der har eksisteret i hvert fald siden 1956, hvor computeren MANIAC vandt over et menneske første gang i et skak-lignede spil.

Siden da har computere udfordret mennesker særligt i skak. hvor man især i slutningen af 1990erne kunne opleve nogle stort opsatte kampe mellem IBMs Deep Blue-computer og den russiske skak-stormester Garry Kasparov. Deep Blue blev her den første computer, der vandt over en regerende verdensmester.

Senere hen er IBM også blevet kendt for den avancerede computer “Watson”, der bl.a. konkurrerede mod mennesker i quizprogrammet Jeopardy! og vandt.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter