Kursus i digitalt selvforsvar

Journalister skal være bedre til digital kildebeskyttelse. Nu får de en håndbog.

Håndbogen "Cryptoguide for journalister" giver tips og værktøjer til journalister post-snowden

“At påstå, at du ikke går op i retten til privatlivets fred, fordi du ikke har noget at skjule, er ikke anderledes end at sige, at du ikke går op i ytringsfrihed, fordi du ikke har noget at sige” lyder et citat fra den amerikanske whistleblower Edward Snowden.

Citatet indleder bogen “Cryptoguide for journalister - håndbog i digitalt selvforsvar”, som journalist Freja Wedenborg netop har udgivet.

- Det handler om digital kildebeskyttelse, siger hun.

Ikke kun for journalister

- Journalister har pligt til at holde deres kommunikation med kilder fortrolig. Og det gælder også for andre faggrupper som advokater, læger, psykologer og præster, tilføjer hun.

Derfor har hun udgivet håndbogen, der er fuld af tips og værktøjer til digital kildebeskyttelse.

- Mange af værktøjerne er ikke sværere at bruge end almindelig e-mail eller sms, siger Freja Wedenborg, der underviser i digital kildebeskyttelse på alle tre danske journalistuddannelser.

Derfor skal man lægge et hverdagsniveau af sikkerhed med rutiner, som ikke er for svære at overholde. Hvis det bliver for besværligt, så sniger man nemlig udenom i dagligdagen.

Lav en personlig vurdering af trusler

Bogen anbefaler, at man lægger en personlig sikkerhedsvurdering, som tager højde for, hvem der er en trussel. Er det en spiontjeneste, en konkurrent eller måske kildens arbejdsgiver, der gerne vil kigge med i kommunikationen.

- Krypteringsværktøjer er ligesom at sende fortroligt brev i en lukket konvolut. Du vil heller ikke sende et kærestebrev på et åbent postkort, siger Freja Wedenborg og tilføjer, at beskyttelse af privatlivets fred er sikret i Grundloven, og det omfatter også kryptering.

Og det er vigtigt ikke at komme i gang for sent, er hendes råd.

Værktøjet skal nemlig være på plads sammen med viden om, hvordan man bruger det, den dag det bliver nødvendigt, lyder en af læresætningerne fra bogen, hvis gode råd og værktøjer også kan findes på websitet cryptoguide.dk.