Log ind med Amazon på hele nettet

Amazon laver nyt universielt web-login i konkurrence med Facebook, Twitter og Google.

Mange af os bruger dusinvis af tjenester, apps og programmer hver dag, og der kommer hele tiden nye til.

Men det kan være en omstændelig proces at oprette sig som bruger og derefter logge ind hver gang man besøger sitet eller appen igen.

Password-cirkus

Man bør jo lave nye passwords hver gang, men det er ofte noget af en udfordring at huske de mange forskellige kodeord, især hvis de - som man anbefaler - er lange og komplicerede.

Personligt bruger jeg en tjeneste, som hedder LastPass til at holde styr på mine op imod 200 forskellige brugernavne og passwords, men det kræver også en vis ordenssans og konsekvens (læs: nørderi), og er ikke noget for alle...

Derfor tilbyder Amazon nu at hjælpe, flinke som de er.

Log ind med Amazon

De har lavet Login With Amazon, et værktøj som udviklere i hele verden kan indbygge på websider og i apps, så man kan bruge sin allerede eksisterende Amazon-konto til hurtigt at oprette en profil og logge ind.

Samtidig bliver det også muligt at bruge sin Amazon-konto til fx at betale for ekstra indhold til webapps, typisk i spil.

Det skal ske ved hjælp af en åben protokol som hedder Open Authorization, OAuth 2.0, og betyder at Amazons over 200 millioner aktive brugere snart kan bruge deres konto til at logge ind med også andre steder på nettet.

I følge Amazons pressemeddelelse har Login With Amazon allerede været testet på deres egne websits Zappos og Woot, hvor 40% af de nye brugere valgte at oprette sig og logge ind med deres Amazon-konto.

Konkurrence fra alle de store

Der findes dog allerede tilsvarende værktøjer derude.

Facebook Connect, Google + Sign-in og Sign in With Twitter er nogle af de mest anvendte - for der er masser af potentiale i den slags værktøj, også for firmaerne selv.

Det er bestemt ikke bare noget de bare gør for at hjælpe os, så vi ikke skal huske på hundredevis af passwords i hverdagen.

Indsamling af data om brugerne

Jo flere brugere som anvender firmaernes login-tjenester, jo mere ved de om hvilke sites vi besøger, hvilke apps vi bruger, hvilke spil vi spiller, og så videre.

Flere data giver et mere komplet billede af os, og jo bedre kan firmaerne sælge os ting eller vise os annoncer.

Der er ingen gratis frokost, heller ikke med universelle logins.

Facebook
Twitter