Mangler mor på familiefotoet? Nyt program klipper hende automatisk ind

Firmaet Adobe har opfundet en teknologi, der kan redde dine feriebilleder.

Kan du se, hvem af de to personer, der er klippet ind i billedet, og hvem der har været der fra starten? (Foto: Screendump fra Adobes video © Adobe)

Kender du det den her situation: Du er på ferie under varmere himmelstrøg eller til det årlige familietræf og vil gerne have et fællesbillede, men du har ikke dit kamerastativ med, så du bliver nødt til selv at tage det.

Men så kan du jo ikke selv komme med på billedet. Hvad gør du?

Det problem arbejder firmaet Adobe, der blandt andet er kendt for computerprogrammerne Photoshop og Premiere Pro, på at løse.

Kæresten klippes ind i billedet

På den årlige udviklerkonference Adobe MAX demonstrerede de tidligere på ugen den teknologi, der skal få alle med på billedet.

I Adobes demonstration af teknologien befinder vi os på vandretur i naturområdet Mount Davidson Park.

Den Adobe-ansatte kvinde Mina Doroudi og hendes mand vil tage et parbillede, men der er ingen omkring dem, og derfor må teknologien komme dem til undsætning.

Det foregår på den måde, at de på skift tager et billede af hinanden. Først han et af hende og derefter hun et af ham, der poserer med sin højre arm akavet holdt ud til siden.

Akavet ser det ud, når man skal lave de sammensatte billeder. (Foto: Screendump fra Adobes video)

Herefter starter Mina Doroudis computers tekstterminal. Det starter Adobers All In-program, der analyserer de to billeder, klipper Mina ud og flytter det digitale glansbillede ind i billedet af Minas mand.

Og vupti, så er der skabt et billede, hvor husbonden står med armen om sin kone.

Det andet eksempel Adobe viser af All In-programmet giver ikke så godt et resultat som det første, men det er heller ikke decideret dårligt.

Teknologi skaber magi

Adobe har lavet computerprogrammer siden 1980'erne. Dengang var programmerne selvfølgelig langt mere simple, end de er i dag, og de seneste år har der været tryk på den teknologiske udvikling.

I 2016 var det lydprogrammet Adobe Voco, der trak mest opmærksomhed. Med det program kunne optagelser af en stemme efterfølgende redigeres, så personen, der talte, sagde noget helt andet. Den demonstration kan du se her.

Og i år er det altså All In, der med billeder sår tvivl om, hvad der er ægte, og hvad der er skabt af Adobes software.

Virkelighed eller ej

Programmer som VoCo og All In er eksempler på computerprogrammer, der kan skabe noget, mange nok kunne tro var virkelighed, selv om det er kunstigt skabt lyd og billede.

Den slags teknologier gør det sværere at gennemskue, hvad der er virkeligt og manipuleret, for eksempel når vi ser billeder på sociale medier.

Det - delvis selvskabte - problem arbejder Adobe også på at komme til livs. Tidligere på ugen præsenterede de derfor også projektet Project About Face, der kan identificere billeder, hvor ansigtet er teknologisk manipuleret.

Således kan fremtidige Adobe-produkter altså både skabe og afsløre falske billeder og videoer. Og begge dele vil skæppe i kassen hos virksomheden.

Det er dog langt fra sikkert, at hverken All In eller VoCo nogensinde kommer til at forlade Adobes udviklingsafdeling. VoCo blev som nævnt demonstreret i 2016, men er endnu ikke tilgængeligt i Adobes programmer.