Massiv elektronisk overvågning i Indien

Det Centrale Monitorerings-System (CMS) skal bruges til at overvåge indernes brug af web, mobil og email.

De indiske myndigheder er iflg Times of India i færd med at udrulle et massivt overvågningsværktøj af al digital kommunikation i landet. Her en kontorbygning for Indiens største mobiltelefonudbydder Bharti Airtel Ltd. (Foto: AJAY VERMA © Scanpix)

I følge Times of India er de indiske myndighed for nylig begyndt udrulningen af CMS - Central Monitoring System - et værktøj til massiv overvågning af stort set al digital kommunikation i landet.

CMS, der blev lanceret efter bombeangrebet i Mumbar i 2008, og som har været under udvikling siden 2009, skal fungere som indgangsportal for alle myndigheder, fra efterretningstjeneste til skattevæsen.

Logning af massevis af data

Værktøjet kan indsamle information om indernes telefonsamtaler, SMS'er, emails, websøgninger og brug af sociale netværk.

Det er ikke tydeligt præcis hvilke typer data, CMS indsamler eller hvilke betingelser forskellige myndigheder skal opfylde for at få adgang til dem.

Men der er næppe megen tvivl om, at der er tale om en kolossal udfordring, hvis ikke CMS skal gøre det legitimt og måske endda "normalt" for den indiske stat at totalovervåge sine borgere.

Mange nye netbrugere

Indien har i dag over 100 mllioner netbrugere, og med en befolkning på ca 1,24 milliarder er der rigt vækstpotentiale - men også en risiko for at de mange nye digitale borgere ikke er opmærksomme på den potentielle overvågning.

Indien er jo langt fra det eneste land med - mere eller mindre streng og konsekvent - indsamling og logning af borgernes kommunikation, men hos Electronic Frontier Foundation noterer man sig i en blogpost fra 2012 at landet blandt andet har øvet en del netcensur.

Mere overvågning

Men trawling af kommunikation er ikke de indiske myndigheders eneste værktøj.

Siden 2009 har Unique Identification Authority of India (UIDAI) arbejdet på at etablere en kolossal database med informationer om de enkelte borgere.

Også her er den digitale interesseorganisation EFF bekymrede. Om ID-systemet skrev de sidste år:

"De indiske myndigheder har foreløbig samlet en base med digitale fingeraftryk, iris-skanninger, fotografier, navne, adresser og fødselsdatoer for 200 millioner indere. Men målet er at indsamle og lagre disse data om alle landets 1.24 milliarder borgere."