Messenger stopper automatisk deling af din placering

Facebook har givet deres populære Messenger-app en overhaling, så du fremover aktivt skal vælge, når du vil dele din placering.

Messenger-appen bliver nu ændret, så man aktivt skal vælge hvis man vil dele sin placering. Indtil nu har denne information automatisk fulgt med hver eneste besked. (© Facebook Messenger)

Rager det alle du skriver med på Messenger, hvor du befinder dig henne, når du skriver en besked? Og rager det Facebook?

Det mener Facebook tilsyneladende ikke længere, at det gør.

Indtil nu har besked-appen, med de 600 millioner brugere, som udgangspunkt tilføjet ens fysiske placering til hver eneste besked, hvis man ikke aktivt har fravalgt det. Men det er nu - heldigvis - slut.

Messenger ruller nemlig en opdatering ud i dag, som gør at man fremover aktivt skal vælge, hvis man vil dele sin lokation.

Det foregår via 'mere' menuen med de tre prikker. Herfra kan du vælge at dele din placering, som så vil blive sendt som et kort i en separat besked.

(© Facebook Messenger)

Nye boller på privatlivs-suppen?

Den nye funktion kunne være et første skridt på vej mod en lidt mere åben - og lidt mindre snagende - stil fra Facebook.

For udover at brugeren får mere kontrol over hvilke lokationsdata, de deler med deres venner, betyder det ifølge Facebooks officielle blogindlæg også, at Facebook indhenter færre data om dig.

Selskabet skriver specifikt, at Messenger ikke indhenter din lokationsoplysninger når appen kører i baggrunden. 'Kun' når du aktivt deler din placering med dine venner, suger de samtidig informationen til sig. Det vil sige, at Facebook fremover kommer til at indhente din placering markant sjældnere, end de hidtil har gjort.

Selskabet understreger samtidig, at Messenger slet ikke modtager lokationsdata fra dig, hvis du har slået lokalitet fra i appens indstillinger.

Facebook
Twitter