Microsoft forsøger sig igen med kunstig intelligens på nettet

Softwarefirmaet brændte fingrene grundigt på Twitter-teenage-chatbotten Tay for få uger siden. Nu lancerer firmaet Captionbot, der kan genkende fotos på nettet.

Nej, Captionbot, det er ikke HELT rigtigt. Men godt forsøgt...

En software-robot, der kan afgøre motivet på et foto og skrive en lille forklarende billedtekst. Det lyder som en god ide. Men når Michelle Obama bliver forvekslet med en mobiltelefon, så er der måske et stykke vej igen.

“Jeg kan forstå indholdet af ethvert foto, og jeg vil forsøge at beskrive det så godt som et menneske kan. Jeg er stadig under oplæring, så jeg beholder dit foto men ingen personlige oplysninger om dig.”

Sådan lyder den tekst, man bliver mødt af på www.captionbot.ai, hvor man kan uploade sine fotos og altså være med til at oplære den kunstige intelligens, der gemmer sig bag websitet.

Frække brugere driller botten

Ideen ligner Tay - den teenage-chatbot, som Microsoft for få uger siden slap løs på Twitter. Ligesom Captionbot var den et maskinlæringsprogram.

Den skulle lære af brugerne, men på under et døgn havde den udviklet sig til en racistisk nazi-sympatisør. Microsoft lukkede munden på Tay, men prøver nu lykken igen med et andet produkt.

Naturligvis har internetbrugere og journalister kastet sig over Captionbot og gør sig nu lystige over de fjollede forslag maskinen kommer med på kendte kunstværker, kändisser og fotos af robotter.

En kat med slips

Picasso bliver til grafitti, Dalis smeltede ure til surfboards på en strand. Og mens popstjernerne Taylor Swift og Kanye West genkendes let, så bliver andre motiver til en kuffert eller en kat med slips.

Microsoft synes dog, at have lært en lektie, da Captionbot ikke vil vide af Hitler.

Til gengæld deltager vi nu alle lystigt i oplæringen af Microsofts kunstige intelligens, mens vi griner af den, som en ondskabsfuld onkel griner af et lille barn, der prøver at lære at gå.

Facebook
Twitter