Microsoft fyrer op under Windows 10

Den kommende version af Windows vil bøde kunne køre apps til iPhone og Android. Og så kommer Microsofts spritnye browser til at hedde Edge.

Windows 10 ventes til sommer (Foto: ROBERT GALBRAITH © Scanpix)

Op til sommerens lancering af den næste generation af Windows-systemet, Windows 10, fyrer softwaregiganten Microsoft nu for alvor op under kedlen med nyheder og annonceringer.

Selskabet har i efterhånden nogle år halset langt bagefter Apple og Google på mobiltelefoner og tablets, og samtidig tabt terræn på grund af sløvt PC-salg. Men på årets Microsoft-udviklerkonference, Build, der blev skudt i gang i går, har selskabet sat sig for at demonstrere, at de langt fra har siddet på hænderne.

Windows 10 ventes klar i slutningen af juli, og bliver en gratis opdatering til eksisterende ejere af Windows 7 og 8. Systemet lanceres med Microsofts nyudviklede browser, der i går fik navnet Edge. Browseren bliver standard på alle enheder med Windows 10, og vil således dukke op på både smartphones og computere. Edge er en slankere og mere fiks sag end sin forgænger, og byder på flere nyskabelser.

iPhone-apps på Windows

Nogle af nyhederne vil dog være velkendte for brugere af konkurrerende browsere, fx funktionen, der skræller alt flimmer og reklamer væk fra en tekst, så man kan koncentrere sig om at læse. Internet Explorer vil fortsat være at finde i Windows, men bliver udfaset.

Den store nyhed på Build var dog, at Microsoft nu vil åbne op for, at udviklere af apps til Apples iPhone og Googles Android-mobiler nu på en relativt simpel måde kan genbruge meget af koden fra de apps, de allerede har lavet, til også at skabe en version af appen til Windows.

Det er et træk, der ventes at løse en del af Microsofts genvordigheder med sine Windows Phone-mobiler, der aldrig rigtig har fanget an, blandt andet på grund af manglen på apps.

Ud med Googles produkter - ind med Microsofts egne

Hvis en app, der oprindelig er udviklet til Googles Android-mobiler, genbruges til Windows-mobiler, har Microsoft sørget for, at Googles tjenester bliver skrællet af, og erstattet med Microsofts tilsvarende. Eksempelvis bliver Google Maps erstattet af Bing Maps.

Microsoft købte sidste år Nokias mobildivision, og sælger mobiler under eget navn - men foreløbig har anstrengelserne givet magert udbytte. Selskabet har dog flere gange udtrykt forventninger om, at Windows 10 kan være det, der får hul på bylden.

Apps kan udvikles til Windows 10, så de kan bruges på tværs af både mobiler, tablets og PC.

HoloLens med Windows 10-apps

Selv om Microsoft sidder solidt på PC-markedet, har selskabet blot ganske få procent af smartphonemarkedet, hvor især Googles Android dominerer, mens Apples iPhone - trods en mere beskeden markedsandel på vanligvis omkring 15 procent, har udviklet sig til en pengemaskine for Apple.

Microsoft skiftede sidste år topchef fra Steve Ballmer til Satya Nadella, der har en dramatisk anden stil end Ballmer - og med Nadella er Microsoft i hastigt tempo begyndt at genopfinde sig selv, og dreje fokus væk fra Windows-platformen.

En af de helt nye produkter, som Microsoft vil sende på markedet, bliver HoloLens-brillerne, der minder om en VR-brille, men som faktisk er noget helt andet. Mens Virtual Reality sigter på at skabe en hel virtuel verden for brugerne, tilføjer HoloLens blot ting til brugernes synsfelt, så man eksempelvis kan se digitale noter på køleskabet og meget andet. På Build kunne Microsoft demonstrere Windows 10-apps kørende på HoloLens-brillen.

Den holografiske brille ventes også at være interessant for virksomheder, og Microsoft gav selv eksempler på bygningskonstruktion, hvor ingeniører og arkitekter kan visualisere bygningerne mens de tegner dem.

Google havde indtil for nylig gang i et tilsvarende projekt, Google Glass, der endte med at blive droppet og sendt tilbage til tegnebrættet. Der er dog betydelige forskellige på de to produkter - og det er i øjeblikket uvist, om Google barsler med nyheder.