Microsoft går all-in på rejser i tid og sted

Firmaet bag Windows vil ikke risikere igen at blive sat af ræset, som de gjorde i den mobile æra. Nu satser Microsoft på at blive førende inden for VR og AR.

Hvis Microsoft får held med sit foretagende, vil det blive helt almindeligt at bære en computerbrille, i stil med dem, der ses på billedet. (© Microsoft)

Selvom man har passeret de 40 år, kan man jo godt prøve at være hip.

Måske er det den idé, der ligger til grund for, at Microsoft satser benhårdt på at sætte sig på tronen i en verden, hvor (nogle) folk med glæde påfører sig et headset for at “rejse” til en anden verden.

Det Seattle-baserede firma havde her til aften selv taget turen til lidt sydligere himmelstrøg i San Francisco, hvor de holdt et lukket presseevent.

Her fortalte firmaet om den “nye æra for Microsoft Mixed Reality” - Microsofts selvopfundne begreb, der dækker over en kombination af augmented reality og virtual reality.

Ny brille fra Samsung

Nyhederne i den nye æra var dog ganske få og små.

Det blev til en præsentation af en ny brille fra Samsung ved navn HMD Odyssey. Dermed kan den sydkoreanske elektronikgigant føjes til listen over firmaer som Acer, Dell, HP og Lenovo, der ligeledes har udviklet store briller, der spændes om hovedet, som understøtter Microsofts blandede virkeligheds-platform.

Kigger man på ovennævnte navne, så lyder det unægteligt som de samme firmaer, der laver Windows-computere. Og det er måske lige præcis det, der er pointen.

For når man som Microsoft har sat sig i spidsen for at ville demokratisere virtual reality, så er der jo brug for nogen at spille på hold med. Særligt nogen der kan have færdige produkter klar, når kasseapparaterne spiller julen ind.

Vil ikke misse toget igen

Og det kan givet være en god idé at holde sig til, for “vi står på tærsklen til den næste computer-revolution”, fortæller Microsoft i den tilhørende pressemeddelelse.

Selvom computeren denne gang (måske) skal til at sidde delvist på hovedet, så drejer det sig for alt i verden om ikke at misse toget, som Microsoft gjorde ved den seneste computer-revolution - den der bor nede i lommen.

Heldigvis har Microsoft sørget for at lave nogle gode aftaler, så der er 20.000 apps at putte i brillen, når firmaets nye platform bliver rullet ud den 17. oktober. Den kommer helt automatisk til en PC nær dig sammen med opdateringen af Windows 10 til din gode gamle computer.

Spørgsmålet er så bare, om din computer er for gammel til at understøtte dine nye briller, men det kan Microsoft, Acer, Dell, HP eller Lenovo nok give et bedre svar på. Ellers vil de helt sikkert gerne sælge dig en ny.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter