Microsoft klar med nyt grej til Windows-folket

Fleksibilitet og mobilitet er et par af kodeordene for Microsofts nye telefoner, tablets og "rigtige" pc'er. Vi skal allesammen have "Windows i lommen", mener firmaet.

Microsoft har til dagens store event i New York blandt andet præsenteret en opdateret Surface Pro 4 og en sprit ny pc kaldet Surface Book. (Foto: © MICROSOFT / HANDOUT, Scanpix)

I de forgangne uger har både Apple og Google fremvist deres bud på juletidens mest eftertragtede gadgets.

I dag kom turen til Microsoft, der havde både mobiler, tablets og pc'er med på scenen, og viste at de satser stort på at følge lanceringen af Windows 10 op med nye apparater og total integration på tværs.

Desværre må danskerne til en start kigge langt efter et par af de mest interessante nye produkter.

Windows i lommen

På mobilområdet fortsætter Microsoft med de nye 950 og 950XL designmæssigt i sporet fra de Nokia-producerede Lumia-modeller, både når det gælder hardwaren, og når man ser på det "flise"-baserede interface.

Under overfladen er de to flagskibstelefoner dog udrustet med Windows 10, der skal gøre det muligt at arbejde nærmest gnidningsfrit på tværs af mobil, tablet og pc - hvis altså man har installeret Windows 10 allevegne.

Med Windows Continuum bliver det også muligt at bruge mobilen som en (lille) computer, hvis man slutter ekstern mus, tastatur og evt. skærm til, via den såkaldte Display Dock.

Alle programmerne tilpasser sig så automatisk den større skærm samtidig med, at man stadig kan bruge mobilen som mobil.

En ekstra ny feature er Windows Hello, der kan genkende éns ansigt og tillader brugerne at springe over både PIN-koder og fingeraftryk, når der skal logges ind.

To-i-en apparater

Springer man lidt op i størrelse fremviste Microsoft også sin nye top-tablet Surface Pro 4. Heller ikke den afviger designmæssigt voldsomt fra forgængerne, men har en smule større og bedre skærm og en bedre pen.

Især pennen blev der fokuseret meget på - den skulle være superpræcis, har udskiftelige spidser og en slags digitalt viskelæder i toppen, så det er nemt at rette i sine tegninger og note.

Under overfladen er der i Surface Pro 4 også tale om et alvorligt boost med nye chips, mere RAM og større lager, i et apparat som er tyndere end forgængeren.

Surface-apparaterne har en forholdsvis solid fanskare, og det bliver interessant at se om Pro 4 kan holde på dem, der har brug for en fleksibel tablet-pc med mulighed for at tegne på skærmen med en præcis pen, især når rivalerne hos Apple lancerer deres iPad Pro i november.

Den billigste udgave af Surface Pro 4 med 4 GB RAM, 128 GB lagerplads og en Intel Core M processor får en pris på 7.499 kroner.

Mere Windows om håndledet

I den anden ende af spektret fik vi også en ny version af Microsoft Band, firmaets bud på et smart armbånd i krydsfeltet mellem et ur og en fitness-tracker.

New Band har et par nye features til de fitnessglade, og giver nye muligheder for at grave sig ned i massevis af data om sine aktiviteter. Det nye Band har også været igennem designmaskinen og er nu bla. udrustet med en kurvet skærm.

Desværre er det et af de produkter, der ikke kommer til Danmark i første omgang.

Lige en ting mere...

Efter lanceringen af Band, 950-mobilerne og Pro 4 diskede firmaet op med en ekstra nyhed, i bedste Apple-stil.

Microsoft Surface Book er en fuld laptop-version af ideen og teknologierne bag Surface, i et anderledes design med en slags bogryg-lignende hængselmekanisme, hvor skærmen oven i købet kan tages ud og bruges som stor tablet.

Det er den første bærbare computer Microsoft selv bygger og sælger, og de hævder at den 13,5 tommer store maskine har 12 timers batterilevetid, på trods af at de kalder den for "den mest kraftfulde bærbare computer i verden."

Også denne maskine må danskerne i første omgang kigge langt efter.