Microsoft tester Smart-BH

Et kropsnært Microsoft-koncept skal forhindre overspisning, stress og dårligt humør. Selskabet tester en Smart-BH, der kan mærke kvindens humør.

I testen skulle Microsofts BH lades op hver fjerde time. (© AP Graphics)

I sidste uge kunne dr.dk/viden berette om Sonys idé til en såkaldt Smart-paryk, hvor man kan styre sine Powerpoint-præsentationer ved at trykke på bakkenbarten - og i denne uge er det så kommet frem, at også Microsoft i allerhøjeste grad formår at tænke ud af boksen.

I hvert fald udvikler selskabet på et koncept til en såkaldt Smart-BH, der indeholder sensorer, som kommunikerer med en smartphone, og som kan hjælpe kvinden med at overvåge sit stressniveau og andre helbredsindikatorer. Det kan eksempelvis være hjerterytme og aktivitetsniveau.

En udgave til mænd har også været undervejs, men her har man ikke haft samme succes - primært fordi sensorerne blev indbygget i en underbuks, der ved normalt brug er lokaliseret for langt fra hjertet til at give brugbare data.

Ikke en joke

Det er britiske BBC der kan bringe afsløringen af Smart-BHen, og selv om fænomenet måske vil udløse lidt spredt latter, er tendensen på ingen måde en joke. Den næste store bølge inden for gadgets ventes nemlig at være såkaldte wearables - altså kropsnære teknologier som eksempelvis Smart-ure, Fitbit-skridtæller/søvnmåler-armbånd, Google-briller med indbygget internet eller alskens andre nyskabende ting.

I BH-testen har Microsoft forsøgt at spore kvindernes humør via en række sensor-data, eksempelvis hjerterytme og puls. Disse data kombineres så med en app på kvindernes smartphones.

Tilsammen har teknologierne til blandt andet til formål at forudsige stress og dertil hørende overspisning samt at give kvinderne feedback, så de i god tid kan reagere hensigtsmæssigt.

Testen blev udført over fire dage, seks timer ad gangen. Opgaven viste sig dog at være en udfordring, fordi kvinderne måtte finde en stikkontakt og lade deres BH op cirka hver fjerde time.

BHen er beskrevet i en rapport, der kan læses her (PDF)

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter