Milepæl: Googles førerløse biler klar til at køre med passagerer

Biler uden et menneske bag rattet kører nu for første gang på offentlig vej i USA.

Her ses en af Waymos biler udenfor rådhuset i byen Chandler, som formentlig bliver den første by i verden, der får ægte førerløse taxaer på gaden. (Foto: © Waymo)

Googles selvkørende bildivsion, der nu hedder Waymo, er begyndt at køre på offentlig vej.

Det oplyste firmaets direktør, John Krafcik, på teknologikonferencen Web Summit i Lissabon i dag.

Helt konkret betyder det, at indbyggere i byen Chandler, en forstad til Phoenix, Arizona, fra nu af kan møde Waymos biler i trafikken, uden der sidder en person bag rattet.

Waymo oplyser, at man regner med inden længe at kunne køre i et område på størrelse med London og tilhørende forstæder (Greater London).

Kører med rigtige passagerer om få måneder

I de næste par måneder vil der stadig være tale om testkørsel, og der vil stadig være en person til stede i Waymos biler. Personen vil dog ikke længere være placeret bag rattet, men formentlig på bagsædet.

Men allerede i løbet af et par måneder begynder firmaet at køre med rigtige passagerer.

De første personer, der får chancen for en tur i en Waymo-bil, er folk, der har meldt sig til et særligt pilotprogram.

Bliver en ægte taxatjeneste

Herefter er planen, at Waymo overgår til at være en egentlig taxa-service, som alle kan bruge.

- Vi arbejder nu på at gøre dette til en kommerciel tjeneste til rådighed for offentligheden. Folk vil komme til at bruge vores flåde af on-demand biler til at pendle til arbejde, komme hjem fra en bytur eller løbe ærinder, sagde Krafcik.

- At få adgang vil være lige så nemt som at bruge en app. Bare tryk på en knap, og Waymo kommer til dig og kører dig, hvorhen du ønsker.

Verdens længste og hårdeste køreprøve

Waymo kalder selv forløbet op til den egentlige debut på offentlig vej for “verdens længste og hårdeste løbende køreprøve”.

- Siden vi startede som et Google-projekt i 2009, har vi kørt mere end 3,5 millioner miles (5,6 millioner kilometer) autonomt på offentlige veje i 20 amerikanske byer. På vores private testbane har vi testet mere end 20.000 individuelle scenarier, hvor vi har afprøvet sjældne og usædvanlige situationer, skriver Waymo i et blogindlæg.

Derudover har Google-firmaet brugt erfaringerne fra den virkelige verden i en computersimulation, hvor firmaets software hver dag kører mere end 10 millioner miles (16 millioner kilometer).

I videoen nedenfor kan du se, hvordan bilkørsel i Waymos biler uden en chauffør bag rattet ser ud på offentlig vej.

https://www.youtube.com/watch?v=aaOB-ErYq6Y