Minecraft skal lære skoleelever om demokrati

'Jagten på Fællesskabet' vil bruge computerspillet Minecraft til at lære 6. klasses-elever om demokrati.

Boligforeninger i Minecraft - her skal eleverne lave deres egne ombygninger og skabe bedre nærmiljø. (© BL - Danmarks Almene Boliger)

Fredag lancerer Dansk Arkitektur Center i samarbejde med BL - Danmarks Almene Boliger projektet 'Jagten på Fællesskabet' - et undervisningsforløb i computerspillet Minecraft.

Minecraft har allerede i flere år været brugt til undervisning i blandet andet matematik og fysik, men nu skal den klodsede bygselv-verden også bruges til at lære 6. klasses-elever om demokrati og nærmiljø.

Danmarksmodeller og demokrati

For knap en måned siden skrev Geodatastyrelsen verdenshistorie ved at gøre Danmark til det første land, der kunne besøges i fuld størrelse i spillet.

Men kortfolkene er altså ikke de eneste, som har set potentialet.

Projektleder Pia Rost Rasmussen fra DAC fortæller, at 'Jagten på Fællesskabet' er et helt undervisningsforløb i tre dele.

Først kan læreren i klassen introducere til begreber som demokrati og fællesskab, og fortælle om de almene boligers historie.

- I næste fase kommer undervisere fra DAC på besøg med routere og bærbare med Minecraft-licenser og hele moletjavsen, og fører eleverne gennem et gruppe-arbejde, siger Pia Rost Rasmussen.

Klager fra beboerne i spilforeningen Lykkeparken

Nu føres eleverne 'ind i' spilverdenens fælleshus i den fiktive boligforening Lykkeparken, hvor de skal fungere som boligbestyrelse.

Her skal de forsøge at løse en række problemer - i form af klager fra “beboerne” - ved at bygge om i lokalmiljøet inde i spillet.

Det kan fx være at forsøge at begrænse affaldet som bliver smidt i det fiktive boligområde ved at omdanne containerområdet til en slags målskydningsbane for beboerne eller hvad de nu kan finde på.

I den opfølgende fase kan man så i klassen fx tage ud at besøge boligforeninger i den fysiske verden, foreslår Pia Rost Rasmussen.

Elever og lærere kan også bygge videre i Minecraft, hvis man har adgang til det, eller på andre måder behandle de spørgsmål som dukkede op i arbejdet med spørgsmålene.

Folkene bag 'Jagten på Fællesskabet' har allerede haft et antal elever gennem projektet i testfasen. (© BL - Danmarks Almene Boliger)

Hvorfor skal der Minecraft til at undervise i demokrati?

Man kan selvfølgelig spørge, om ikke man kunne undervise i demokrati og fællesskab også uden et kommercielt computerspil. Men Pia Rost Rasmussen ser en masse fordele i at udforske netop den slags værktøjer.

- Minecraft giver noget som er ret unikt, og en helt umiddelbar interesse fra eleverne. Det er et spil mange af dem er optaget af i forvejen, og for os giver det enorm frihed med kreativ proces hvor eleverne er medskabende, siger hun.

DAC og BL samarbejder med MinecraftEdu, et andet projekt der sammen med Mojang, firmaet bag Minecraft, arbejder på at udvikle og samle værktøjer som bruger spillet i undervisning.

- EDU-versionen af Minecraft giver også flere muligheder for at læreren kan styre elevernes brug af spillet så de holder fokus på opgaven, siger Pia Rost Rasmussen.

Folkene bag 'Jagten på Fællesskabet' har allerede haft et antal elever gennem projektet i testfasen, men første 'rigtige' forløb starter fredag den 23. maj i Snekkersten. Siden følger yderligere 5 undervisningsforløb.

Foreløbig er Lykkeparken lukket land

Der er endnu ikke taget stilling til, om projektet også skal kunne bruges af andre end DAC og BL - Danmarks Almene Boliger.

Man kunne jo ellers godt lægge tingene åbent ud, ligesom Geodatastyrelsen gjorde med deres 1:1 Minecraft-model af Danmark.

Det har blandt andet medført at det rådgivende ingeniørfirma NIRAS tilbyder kommunerne rådgivning i øget borgerinddragelse og høringer ved hjælp af modellen, fortæller Chris Hammeken fra Geodatastyrelsen.

Det er de samme perspektiver Pia Rost Rasmussen fra Dansk Arkitektur Center afsluttende peger på:

- Minecraft er en unik platform til at visualisere løsninger i forhold diskussioner om vores huse, nærmiljøer og byer, siger hun.

Facebook
Twitter