Mobilbetaling sniger sig ind på taxaturen

Den dansk-udviklede app Click a Taxi kan nu bruges til at betale med - helt automatisk.

Det danske firma Click a Taxi gør det nu muligt at betale taxaturen med mobilen, uden at skulle taste et eneste tegn. (© Click a Taxi)

Mobilbetaling vinder heftigt frem i øjeblikket, og nu er turen så kommet til din taxatur.

Den dansk udviklede app Click a Taxi har - som flere andre apps - gjort det muligt at 'praje' en taxa med mobilen, baseret på din placering.

Men nu tager firmaet det næste skridt i udviklingen af deres app, så betalingen automatisk bliver klaret, uden at du skal røre en finger.

Den automatiske betalingsløsning er en del af en ti-årig aftale som Click a Taxi har indgået med Amager-Øbro bilen i København.

Registrer dit kreditkort og betal automatisk fremover

Nikolaj Køster, som er kommunikationsansvarlig i Click a Taxi, forklarer til DR hvordan løsningen fungerer.

- Helt lavpraktisk skal man registrere sit kreditkort i app'en. Du kan registrere mere end et kort, så du kan adskille ture du kører privat fra arbejdsrelateret kørsel.

Når kreditkortet først er registreret foregår betalingen af alle fremtidige taxature du bestiller med Click a Taxi helt automatisk.

- Vores system registrerer når turen begynder, og når chaufføren markerer at turen er slut, modtager du en besked på mobilen om, at beløbet er trukket fra dit kort, forklarer Køster.

Hvor sikkert er det?

Og så er der jo lige det med sikkerheden. For man skal ikke bruge en pinkode for at bruge app'en til at betale for sin taxatur.

Det ser Nikolaj Køster dog ikke som et problem. Han mener, at det giver mest mening, at 'låsen' sidder på selve telefonen og ikke på den enkelte app.

- Hvis man bruger sin telefon til at betale med, eller i det hele taget har sine data kær, er det en rigtig god idé at have en pinkode på telefonen, siger han.

Han henviser desuden til at Braintree, det firma som Click a Taxi bruger til at levere selve betalingsløsningen, er et etableret firma, når det kommer til at integrere betalingsløsninger i apps.

Braintree blev iøvrigt købt af eBay for godt 4,5 milliarder danske kroner kontant i sidste uge, med tanke på at kombinere servicen med PayPal, som eBay allerede ejer.

Digitale kvitteringer skal gøre bogføring nemmere

En af de ting som Køster snakker begejstret om er, at man modtager sine kvitteringer digitalt, så man ikke længere skal holde styr på dem.

Selvom at det lyder smart, er Nikolaj Køster dog ikke sen til at kalde 'besværet' for et first world problem.

- En del af det vi og mange andre teknologifirmaer gør er jo, at fjerne små barrierer der gør tingene lettere.

- Men kan man spare 40 sekunder i forbindelse med betalingen og slippe for at skulle holde styr på kvitteringen, fordi man bare kan videresende den digitale kvittering til regnskabsafdelingen i firmaet, så bliver det hurtigt en hjælp man kan blive glad for, forklarer han.

Teknologi skal også gøre servicen bedre

Men det er ikke kun bestilling og betaling der skal gøres nemmere. Teknologien skal også gøre taxaturen og servicen bedre.

- Vi vil i endnu højere grad end i dag bruge kundernes bedømmelser aktivt til at give kunderne en bedre oplevelse.

- Kører taxaen for stærkt, eller ryger chaufføren i taxaen? Sådan nogle ting kan man med det samme lade gå tilbage til os, så vi og Amager-Øbro kan optimere taxaturen i fremtiden, forklarer han.

2013 er året hvor mobilbetaling brød igennem

Selvom det måske kan virke som et meget lille skridt, at man nu kan betale for en taxatur med en app, så er den automatiske taxabetaling en del af det store skred som betalingsområdet gennemgår i øjeblikket.

Tidligere i år lancerede Danske Bank app'en Mobile Pay, flere andre banker gik i samarbejde om mobilbetalingssystemet Swipp, og på flere af årets musikfestivaler var det et armbånd der fungerede som betalingsmiddel.

Til november, når Click a Taxi ruller deres nye betalingsløsning ud, er taxaen altså føjet til listen over steder hvor kreditkortbetaling som vi kender det, møder hårdere og hårdere konkurrence.

Click a Taxi er indtil videre tilgængeligt i over 5.000 byer i verden og app'en findes både til iPhone, Android og Windows Phone.