Næsten alle Facebooks brugere tjekker fra mobilen

Ni ud af ti Facebook-brugere tjekker mediet fra mobilen - og omsætningen på mobilerne er steget dramatisk, viser nye tal. Facebook rygtes også klar med en nyhedsapp.

Facebook tjener 11 procent mere på sine brugere - og særligt mobilen trækker fra. (Foto: Andrew Gombert © Scanpix)

Mens Twitter for nylig måtte erkende at være gået alvorligt ned i gear på brugertallet, fortsætter Facebook med at piske derudaf

Selskabet vokser fortsat, og har nu 1,55 milliarder brugere online hver måned på Facebook, 900 millioner månedlige brugere af Whatsapp, 700 mio. brugere af Facebook Messenger og 400 mio. brugere af Instagram.

De enorme brugertal fremgår af selskabets kvartalsregnskab, der blev fremlagt natten til i dag. Her kunne selskabet fortælle, at overskuddet voksede med 896 mio. dollars det seneste kvartal - en stigning på godt 11 procent. Det svarer til, at Facebook tjente små fire kroner per bruger i kvartalet.

Stor mobilomsætning

Næsten 80 procent af Facebooks omsætning stammer nu fra mobilerne. Tallet er markant fordi det netop var bekymring for selskabets evne til at tjene penge på mobilbrugerne, der fik aktien til at styrtdykke, da selskabet blev børsnoteret i 2012.

Samtidig med de heftige brugertal kom det frem, at Facebook allerede næste uge vil lancere appen Notify i samarbejde med en række mediepartnere.

Selskabet har ikke officielt bekræftet appen, der skal være en konkurrent til Apple News og et supplement til den eksisterende Instant Articles-tjeneste. Pointen med tjenester som disse er blandt andet, at Apple og Facebook kan snuppe en bid af de annoncer, der vises i deres apps. Det er annoncer, der ikke let kan blokeres, som det kan på nettet.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk