Netflix er begyndt at hæve priserne

Priserne får nu et nøk opad hos den amerikanske streamingtjeneste, der sætter priserne op med cirka en tier. Den danske pris er foreløbig uændret.

Det bliver dyrere af se Netflix i det meste af verden. Danske prisstigninger er endnu ikke offentliggjort.

Det bliver nu en spids dyrere at være kunde hos amerikanske Netflix. Tjenesten offentliggjorde forleden i forbindelse med sit kvartalsregnskab, at prisen for et månedsabonnement nu vil blive sat et hak opad, men præcise detaljer om prisstigningerne har hidtil været ukendte.

Nu er Netflix så stille og roligt begyndt at opdatere prisen for at benytte tjenesten. I USA er prisen røget en dollar op, men kun for nye kunder. Eksisterende kunder stilles i en mail i udsigt at kunne fortsætte med de nuværende priser i to år.

I eurozonen ryger prisen opad med en euro, så den nu koster 8.99 €. I Norge er prisen steget med en tier.

Endnu ikke i Danmark

Foreløbig er der ikke nyt om en eventuel dansk prisstigning. Kommer en sådan, vil den givetvis være en tier, og prisen vil dermed ryge op på 89 kroner per måned.

Netflix-chefen Reed Hastings har tidligere forklaret, at prisstigningerne skal give tjenesten mulighed for at forbedre indholdet. Her har Netflix ofte fået på puklen for at levere alt for meget indhold af ældre dato herhjemme.

Da Netflix lancerede i Danmark, udtalte en talsmand for tjenesten, at Netflix realistisk kunne forvente at få en femtedel af de danske husstande som kunder. Imens mente YouSee, at deres konkurrent, YouBio, ville score halvdelen af alle danske streamingkunder.

Næsten en halv million kunder

Sådan gik det langt fra - og DRs egen medieforskning har tidligere estimeret, at op mod 450.000 danske husstande havde abonnement hos tjenesten på etårsdagen for lanceringen.

Netflix afregner dog ikke moms med SKAT i Danmark, men har i stedet etableret sig i det skattemæssigt mere behagelige Luxemborg. I begyndelsen af april kom det dog frem, at et flertal i folketinget er for et lovforslag, der pålægger selskaber moms i det land, hvor varen sælges.

Lovforslaget er baseret på et EU-direktiv.

Sker det, vil prisen stige med 20 kroner om måneden - og lidt til, hvis Danmark også rammes af de varslede prisstigninger i denne omgang.

Netflix tjener gode penge i sit hjemland, men foreløbig er den internationale streamingforretning underskudsgivende, viste det nylige kvartalsregnskab.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk