Nettet syder over slatne Nokia-rygter

Et halvbagt rygte om en comeback-mobil fra finske Nokia, har fået nettet til at syde af begejstring

Det er langt fra sikker at billedet af Nokias comeback-mobil er ægte. Men hypen omkring produktet er til at tage og føle på. (Foto: skærmdump)

Selv om forbrugerne kollektivt vendte ryggen til den finske mobilproducent Nokias Windows-mobiler, er der tilsyneladende en del mennesker, der savner finnernes hardware gevaldigt.

I hvert fald har nettet de senere dage flydt over med artikler og spekulationer om den måske kommende comeback-mobil, Nokia C1, der - måske - kan køre både Android og Microsofts Windows Phone.

Rygterne er i sig en temmelig slatten og ubekræftet omgang - men det lækkede billede og lidt spredte detaljer om en måske kommende ny Nokia-mobil med Android, har vakt så stærk interesse, at adskillige blogs og medier har kastet sig ud i historier om mobilen de seneste dage.

Ligner en iPhone

Nokia C1 lignerm ifølge det lækkede billede, umiskendeligt en iPhone - men er forsynet med Android og Nokias egenudviklede Z launcher, der en Nokias eget design af Googles Android-system.

Den tidligere mobilgigant var i en årrække den suverænt største producent af mobiltelefoner, men blev taget på sengen af først Apples iPhone i 2007 og dernæst Googles Android-boom i 2008.

Selv om Nokia holdt sig på toppen et par år derefter, og faktisk havde sit bedste smartphone-år i så sent som 2010, var sømmene reelt banket i kisten, fordi Nokia ikke var kommet tilstrækkelig langt med sit fremtidssystem, Meego.

Windows Phone faldt ikke i smag

Til sidst valgte daværende Nokia-chef Stephen Elop at satse helhjertet på Microsofts Windows phone, og det fik salget til at styrtdykke dramatisk.

De markante gule Lumia 920-mobiler fik anmelderos, men blev aldrig en reel konkurrent til fx iPhone. (Foto: Brendan MCDermid © Scanpix)

Sidste år tog Nokia endelig konsekvensen og solgte sin mobildivision til Microsoft for 40,5 mia. kroner, men heller ikke Microsoft har formået at vende bøtten og få fremgang i salget af Windows Phone-mobiler.

Med købet fulgte både Nokias distribution og fabrikker, og den tilbageværende del af Nokia har siden fortrinsvis koncentreret sig om at bygge mobilnetværk.

Laver allerede tablet

Et par forbrugerprodukter har set dagens lys, herunder tablet-computeren Nokia N1, og den tilbageværende del af Nokia har tidligere åbent anerkendt, at selskabet kan finde på at lancere en mobiltelefon igen i 2016, når selskabet ikke længere er bundet af en kontrakt med Microsoft.

Nokia-topchef Rajeev Suri har tidligere forklaret, at en eventuel nylanceret Nokia-smartphone, skal produceres og distribueres af partnere, ikke af Nokia selv, ganske som det sker med tablet-computeren N1.

Nokias hovedkvarter i Espoo, Finland, prydes nu af Microsofts logo. (Foto: Lehtikuva © Scanpix)

Selskabets produkter havde engang en regulær fanskare, der begræd at Nokia snublede over sine egne tæer i kampen mod de amerikanske giganter.

Umodent system

Den daværende topchef, Stephen Elop, understregede igen og igen at valget af Windows Phone skyldtes behovet for at differentiere sig. Windows Phone var dog dengang et ret umodent system, der især led under manglen på kendte apps.

Nokia har dog faktisk allerede flirtet en smule med Android-systemet i form af Nokias X-serie, der var en afpillet udgave af Android, hvor Googles tjenester var erstattet af Microsofts. De er siden udgået.

https://www.facebook.com/DRNyheder/posts/1073551219362068

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk