Nikolaj Sonne: Én gadget overskygger alle andre i 2016

Fat de højteknologiske briller, om lidt skal vi på virkelighedsflugt i HD-kvalitet. Det kribler i maven på 'So Ein Ding'-værten

Vi bad Nikolaj Sonne om en liste over de gadgets, han glæder sig mest til i løbet af 2016. Han kom tilbage med én. For i år overskygger én gadget alle de andre. Virtual Reality er endelig en realitet og kommer til at ændre vores virkelighed og fremtidens gaming (Foto: DR)

Et nyt år betyder nye gadgets, men det meste er same old, som en ny iPhone-model og andre opdateringer af eksisterende gadgets. Der er ganske lidt, man kan definere som banebrydende, men én ting ser Nikolaj Sonne virkelig frem til: Virtual Reality.

Siden VR-teknologien tog sine første spæde skridt for 25 år siden - og gav forsøgspersonerne kvalme pga. det haltede visuelt - er der sket landevindinger de seneste år. Teknologien er blevet markant bedre, den er blevet billigere, og nu er der udsigter til, at den lander i en butik nær dig.

- Der har været prototyper og en masse snak om det, men alle tegn i sol, måne og stjerner siger, at det kommer i 2016, siger Nikolaj Sonne, der udråber VR til at være teknologien, man skal holde øje med næste år

Simulerer virkeligheden

Virtual Reality simulerer en anden virkelighed, som man også kender det fra flysimulatorer. Ved at iføre sig et par briller med skærm i, kan man gå rundt i New Yorks gader eller spille bordtennis med en person, der bor på den anden side af jorden, men have oplevelsen af at være i samme rum. Det har potentiale til at revolutionere kommunikation, gaming, sundhedssektor og vores hverdag - for at tage nogle få eksempler:

- Det fede er, at du er inde i computeren. I dag ser du på en skærm, men med Virtual Reality tager du skærmen på hovedet, siger Nikolaj Sonne.

Der har længere været forskellige Virtual Reality-demoer, men det er først nu modellerne begynder at imponere gagdetnørder verden over. Det er bl.a. selskaberne Sony, HT og Oculus, der alle udgiver deres version af et par Virtual Reallity-briller i løbet af året.

- Det er helt nyt, og de muligheder der er i det, har vi slet ikke opdaget endnu. Det er der, det kribler i maven, ved tanken om 2016, fortæller Nikolaj Sonne.

I seneste program af 'So Ein Ding' afprøver Nikolaj Sonne teknologien på messen Web Summit. Det kan du se her:

Facebook
Twitter