Én gang om året kommer de fleste mobilproducenter med nye flagskibsprodukter, og for de mange, der bare må eje det nyeste af det nye, betyder det, at deres gamle telefon eller tablet bliver i overskud.
Derfor foregår der også en ganske stor handel med brugte gadgets på diverse hjemmesider. Ifølge DBA blev der alene i 2015 sat 135.000 iPhones til salg på firmaet side.
Ikke desto mindre viser tal fra et såkaldt genbrugsindeks DBA har lavet, at 59 procent af danskerne mener, “at mangel på sikkerhed og garanti er en barriere for at handle brugt”.
Derfor introducerer DBA nu, i samarbejde med forsikringsselskabet Tryg, en forsikring på brugt elektronik, der dækker mod funktionsfejl, hvis varen holder op med at virke inden for de første seks måneder.
Forsikringen gælder kun Apple-produkter
Prisen for en forsikring er 249 kroner for varer under 2.500 kr og 349 kroner for varer over 2.500 kroner. I første omgang gælder forsikringen dog kun Apple-produkter, nærmere bestemt iPhone, iPad og Mac.
Hvorfor det kun er Apple-produkter, der er omfattet af den nye forsikring, begrunder DBA's kommunikationschef Sofie Folden Lund således:
- Vi har taget udgangspunkt i de varer inden for elektronik, der er mest populære hos os og tilbyder forsikring her. Vi ruller ud gradvist, efterhånden som vi får tilpasset produktet på baggrund af brugererfaringer.
Forbrugerrådet kalder forsikringen en dårlig idé
Spørgsmålet er så bare, om det er en god handel at tilkøbe en forsikring på et enkelt produkt? Det mener vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe ikke.
- En typisk elektronikforsikring for en husstand koster i omegnen af 300 kroner om året. Så er dit brugte Apple-produkt dækket sammen med familiens computere, TV, kameraer, stereoanlæg og tilsvarende produkter.
- Sammenlignet med det, falder en forsikring til 250 kroner, der kun dækker ét enkelt produkt i et halvt år, klart igennem, som en meget dårlig ide, siger Vagn Jelsøe til DR.
Dog kræver det, at man har en indboforsikring, før man kan få lov til at tegne en elektronikforsikring, der dækker alle husstandens dimser, og der vil ofte være en selvrisiko, hvis uhdeldet er ude.
Vælger man at tage imod forsikringstilbuddet fra DBA og Tryg, betyder det, at man får sin enhed repareret eller erstattet med et tilsvarende brugt produkt, hvis det går i stykker indenfor dækningsperioden - uden selvrisiko.
Kan sælge brugt uden at kommunikere med fremmede
Samtidig med den nye forsikring introducerer DBA et samarbejde med firmaet Webuyit, som skal gøre det hurtigere og lettere at komme af med sit brugte produkt, uden man skal handle direkte med fremmede på nettet.
Baseret på produktets stand tilbyder Webuyit en fast pris både på de tre ovennævnte Apple-gadgets, samt smartphones og tablets fra andre producenter.
Beløbet, man får for sit produkt, er lidt lavere, end hvad produkterne ellers bliver handlet for, hvilket giver Webuyit mulighed for at sælge din telefon videre med fortjeneste.
Til gengæld vil man modtage pengene i løbet af tre dage, hvis standen, man har oplyst, stemmer overens med Webuyits vurdering. Den typiske liggetid på DBA for en iPhone er omkring 14 dage.
Opdateret med tilføjelsen om, at det kræver en indboforsikring, før man kan tegne den nævnte elektronikforsikring, der omfatter alle elektronikprodukter i en husstand.