Nu kan du logge på MobilePay med dit fingeraftryk

Biometrisk sikkerhed er nu en mulighed på Danmarks mest populære pengeapp.

Endelig bliver det muligt at gå i banken med sit fingeraftryk. I første omgang dog kun hos Danske Bank. (© Apple)

Har du en iPhone 5s ellers nyere, behøver du ikke længere bruge din kode for at betale med Mobile Pay.

Efter den nyeste opdatering understøtter den mest populære mobilbetalingsapp i Danmark nemlig nu Touch ID - Apples fingeraftryksscanner.

En scanning af tommelen er altså alt der skal til, for at du kan betale.

Danske Bank, som står bag Mobile Pay, siger, at de arbejder på snart at kunne tilbyde samme funktion til Androidbrugere, der har telefoner med fingeraftrykslæser.

Første danske netbank der bruger Touch ID

Fingeraftryks-login introduceres ligeledes til Danske Banks mobil-app. Hermed bliver de den første danske bank-app, der gør det muligt at gå i banken med sit fingeraftryk.

Dog skal man bruge NemID, hvis man skal overføre penge fra bank-appen.

Ifølge Danske Bank er det lige så sikkert at logge på med Touch ID, som det er at bruge den firecifrede kode.

Den nye funktion kræver at man installerer nyeste udgave af Mobile Pay eller Danske Banks mobil-app. Herefter skal funktionen aktiveres i indstillinger.

Facebook
Twitter