Videotjenesten YouTube er stopfuld med sjove klip for børn - men også med trafikuheld, vold og nøgne mennesker i pikante situationer, der er bare et par klik væk. Derfor vil selskabet nu gøre mere for at beskytte de mindste YouTube-brugere fra at nå frem til indhold, der er upassende for børneøjne.
Det skal ske via særlig app, kaldet YouTube Kids.
Appen indeholder kun YouTube-materiale, der er vurderet passende for børn, fx serier og tegnefilm, samt en række indstillinger som forældre kan benytte til at begrænse, hvad børn kan se, og ikke mindst, hvor længe de hænger foran skærmen.
Foreløbig kun i USA
Foreløbig kommer appen dog kun i USA - og kun til maskiner, baseret på Googles Android-system, skriver flere medier. Appen har været længe undervejs, men bliver med stor sandsynlighed tilgængelig for amerikanerne den 23. februar.
YouTube Kids er særligt målrettet børn under ti år - og har været rygtet på vej i snart et år. Moderskibet YouTube er en ganske omfangsrig affære, hvor der ikke er langt fra en harmløs børnefilm, til indhold, man måske ikke har lyst til at børn skal lægge øjne til. YouTube Kids vil ikke rumme nær samme mængder materiale - til gengæld har holdet sorteret i indholdet, der leveres fra kommercielle indholdsproducenter.
Dr.dk har tidligere beskrevet, at Google arbejder med særlige børnekonti til tjenester som Gmail og YouTube, som forældre kan administrere. Disse tjenester er særligt henvendt til børn under 13 år.
Google har endnu ikke fortalt om planerne for en international udgave af appen, men oplyser til dr.dk, at der dagligt vises over 15 mio. timers familie-venligt indhold via YouTube.