Ny ballade om spiontjeneste: Overtrådte overvågningsregler tusindvis af gange

Sagen om overvågningssystemet PRISM udvikler sig fortsat og nu er det kommet frem, at NSA i tusindvis af tilfælde har overtrådt reglerne.

NSA har ifølge interne rapporter overvåget en del mere end tjenesten må. NSA undskylder sig med menneskelige fejl

Der er tilsyneladende fortsat skeletter tilbage i skabet hos den amerikanske spiontjeneste NSA, der de seneste måneder har været i massivt stormvejr, efter at whistlebloweren Edward Snowden afslørede tjenestens globale system til overvågning af internettet.

NSA er sat i verden for at holde øje med sikkerhedstrusler med USA - men tjenesten må ikke overvåge amerikanerne på amerikansk jord.

Nu er det imidlertid kommet frem, at NSA alligevel har overtrådt reglerne, og i mindst 2.776 tilfælde i en periode på 12 måneder har overvåget og indsamlet data om mennesker, som tjenesten ikke må overvåge. Det skriver Washington Post, der via whistlebloweren Edward Snowden har fået fingre i en rapport fra tjenestens interne revision.

Varierende alvorsgrad

De 2.776 tilfælde af ulovlig overvågning varierer i alvorsgrad. Flertallet er menneskelige fejl, men der er også værre overtrædelser - eksempelvis et tilfælde, hvor NSA har overvåget amerikanere uden efterfølgende at rapportere om fejlen.

Et andet eksempel er optagelse af telefonsamtaler fra Washington på grund af en fejl, hvor Egyptens forvalgskode, +20, blev forvekslet med den regionale amerikanske forvalgskode for Washington, 202.

NSA har i flere måneder været i strid modvind efter at det er kommet frem, at tjenesten via overvågningssystemet PRISM systematisk har overvåget og indsamlet mængder af data om privatpersoner fra en række af de største internetselskaber, herunder Google, Facebook, Apple, Microsoft og Yahoo.

Mange andre afsløringerDet er også kommet frem, at NSA har samarbejdet med den tilsvarende britiske tjeneste GCHQ, der angiveligt overvåger de transeuropæiske internetkabler. En anden mere alvorlig afsløring er, at NSA har deltaget i overvågning af europæiske politikere på politikernes egne kontorer.

Afsløringerne fra Edward Snowden, der tidligere var ansat i en underleverandør til NSA, er dog så omfattende og så markante, at EU-parlamentet nu har krævet hele sagen endevendt, for at finde ud af, hvad der er ret og vrang i beskyldningerne. Blandt andet et det senest kommet frem, at NSA skulle overvåge datamængder svarende til halvdelen af internettet.

NSA har forholdt sig officielt til Washington Posts historie om de mange fejl, hvor tjenesten er gået over stregen - og i det officielle svar siger NSA til avisen, at de strækker sig langt for at undgå fejl, og gør store anstrengelser for at undgå dem. En anonym NSA-talsmand siger dog også, at:

Drevet af mennesker

- Vi er en organisation, drevet af mennesker, der fungerer i et komplekst miljø med et antal forskellige regulatoriske regimer, så til tider opdager vi, at vi står på den forkerte side af stregen.

Et eksempel på det er et tilfælde, hvor NSA valgte at lede store mængder international datatrafik, der krydsede kabler i USA, ind i et datacenter, hvor det skulle gemmes og sorteres. Herved blev massevis af amerikanske data også indsamlet og gemt.

Mange af NSAs fejl, skyldes ifølge Washington Post manuelle bommerter, hvor agenter har tastet forkert eller sat søgninger forkert op, og dermed er kommet til at overvåge folk, som tjenesten ikke må overvåge.

Whistlebloweren Edward Snowden, der for nylig fik et års asyl i Rusland, har tidligere beskrevet NSAs overvågningsaktiviteter som ubegrænsede og forklaret, at NSA nærmest kan overvåge ideer og tanker, mens de opstår i hovedet på folk.

Facebook
Twitter