Ny cykelscanner opdager hullerne i vejen

Crowdfundet gadget til cykler vil bruge kamera til at opdage huller i asfalten og andre forhindringer på vejen.

Hvis kameraet opdager en potentiel trussel på vejen, så advarer det cyklisten med bip-lyde. (© Byxee)

Hvis man nogensinde har prøvet at køre i et hul i asfalten eller ramme en flaske på cykelstien, så ved man at det hurtigt kan gå rigtig galt.

Det vil italieneren Riccardo Ricci og holdet bag Byxee gerne gøre noget ved.

Han søger for tiden crowdfunding på Indiegogo til Byxee, et styr-monteret kamera, som hele tiden scanner vejen foran cyklen og advarer med bip-lyde, hvis den opdager en potentiel trussel.

Kameraet filmer vejen og advarer med lyd

Byxee ser på vejen mellem 15 og 25 meter foran cyklen, og bruger billedanalyse til at finde genstande på cykelstien, bump, kloakdæksler, huller og så videre.

Man kan selv indstille hvor langt foran kameraet skal scanne, og hvor følsomt systemet skal være, så det ikke bipper hele tiden.

Byxee ved også, at den ikke skal advare om forhindringer foran hvis man fx kører sammen med andre cyklister, eller hvis man kører på en længere strækning med brosten.

Dimsen oplades via USB, og holder op til 30 timer på en opladning, skriver de.

Skal dimser have ansvaret for cyklistens sikkerhed?

Man kan selvfølgelig spørger, om vi skal forlade os på teknisk hjælp når det gælder sikkerhed, eller om det er bedre at vi træner os selv i at være opmærksomme og passe på os selv?

Ricci understreger dog, at Byxee - ligesom andet sikkerhedsudstyr - jo ikke er beregnet på at fritage cyklisten for ansvar.

Man skal stadig være opmærksom, men Byxee kan måske fungere som et ekstra øje på vejen, som ikke lader sig distrahere, skriver han i præsentationen på Indiegogo.

Byxee monteres på styret, og holder 30 timer på en opladning. (© Byxee)

Har selv prøvet at vælte på grund af hul i vejen

Her fortæller han også, at ideen opstod i 2013, fordi han selv prøvede at falde af cyklen da han ramte et hul i asfalten.

Det hører dog med til historien, at Byxee - i hvert fald indtil videre - kun fungerer i dagslys. Så på aftenture må man selv sørge for at være ekstra opmærksom.

Indiegogo-kampagnen starter på $139 for de hurtige, altså knap 1000 kroner, hvis man skulle være interesseret, og Ricci håber på at kunne levere de første Byxee-gadgets i februar næste år, hvis kampagnen opnår at indsamle de $135.000 som er minimum for at kunne starte produktionen.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter