Ny data-aftale mødt af massiv kritik

Privatlivsorganisationer - og Edward Snowden - kritiserer skarpt EUs nye aftale om dataudveksling med USA.

Whistlebloweren Edward Snowden er blandt kritikerne af den nye aftale. Han mener at EU har solgt ud. (Foto: Vincent kessler © Scanpix)

At give grisen læbestift på. En joke. Vi har brug for mere end USAs spejderære.

Sådan lyder en håndfuld af de kritiske reaktioner, der i dag er dukket op ovenpå EUs fremlæggelse af en ny dataudvekslingsaftale med USA.

Aftalen blev fremlagt tirsdag eftermiddag og skal afløse den tidligere aftale, som EU-domstolen under stor opmærksomhed sidste år erklærede ugyldig. Det skete efter klager fra den 28-årige PhD-studerende østrigske Facebook-aktivist Max Schrems.

Han havde klaget over, at Facebook, i ly af den gamle dataudvekslingsaftale, sender hans data til USA, hvor den amerikanske spiontjeneste NSA har fri adgang til dem.

Bullshitbingo

Da EU-domstolen med et pennestrøg annullerede aftalen, ramte det ikke kun Facebook, men også over 4000 andre virksomheder, der har behov for at sende data frem og tilbage over Atlanterhavet. Derfor var EUs forhandlere under pres for at finde en ny aftale hurtigt.

Den nye aftale rammer dog langt forbi skiven, mener Max Schrems, der i en lang serie af tweets både bruger ord som 'bullshitbingo' og 'at give en gris læbestift på'.

- Med al respekt, så er et par breve fra den afgående Obama-regering, på ingen måde den juridiske basis, der er nødvendig for at garantere europæernes fundamentale rettigheder for 500 mio. europæerne på langt sigt, når der samtidig er en eksplicit lov i USA, der tillader masseovervågning, skriver Schrems i en kommentar (PDF).

Omfattende overvågning

Hele balladesagen begyndte i 2013, da den tidligere NSA-ansatte Edward Snowden løftede sløret for det overvågningsprogram, NSA og den britiske spiontjeneste GCHQ, har sat i søen.

Snowdens dokumenter afslørede en dybtgående og omfattende overvågning nettets brugere, herunder det meget omtalte PRISM-program, hvor NSA - ifølge Snowden - har direkte adgang til at suge data ud af Facebook, Google, Microsoft og flere andre virksomheder.

Det var PRISM-programmet, der oprindelig fik Schrems til at rejse den sag, han sidste år vandt ved EU-domstolen. Dengang ønskede Edward Snowden Schrems tillykke - men i dag er han mere kritisk.

https://twitter.com/Snowden/status/694571566990921728

- EU har kapituleret totalt på Safe Harbour (dataaftalen). Interessant, når de havde alle kort på hånden, skriver Snowden på Twitter.

Aftaleteksten er foreløbig ikke gjort færdig, men blev i går skitseret på et pressemøde i Bruxelles. Af skitsen fremgår det blandt andet, at USA en gang årligt sender en skriftlig garanti for, at spionerne ikke går over stregen med europæiske data, men også, at overvågning alligevel kan ske i begrænset omfang.

Til gengæld opretter USA en ombudsmand, som man kan indbringe sager for, ligesom at aftalen skal revideres en gang om året. Det fremgår imidlertid ikke, hvordan EU vil sikre, at amerikanske spioner ikke blot blæser på aftalen og fortsætter som hidtil.

Ikke den eneste

Dataaftalen, der formelt kaldes for 'EU-US privatlivsskjoldet', er ikke den eneste lovlige vej for en virksomhed, der vil sende data på tværs af Atlanterhavet, og mange større virksomheder har allerede sikret sig, at de også kan fungere, selv om aftalen skulle gå i vasken.

Flere industriorganisationer, der repræsenterer IT-giganter, har udtrykt glæde over aftalen, men både privatlivsorganisationer og flere politikere har været skarpe i deres kritik.

https://twitter.com/JanAlbrecht/status/694550717902778368

Organisationen European Digital Rights, kalder aftalen 'et nyt sæt tøj til kejseren', og understreger, at:

'Europæerne og virksomheder på begge sider af Atlanterhavet nu påny må gennemgå en periode med usikkerhed, mens vi venter på, at også denne aftale vil falde til jorden'

Det tyske parlamentsmedlem fra de Grønne, Jan Philipp Albrecht, er skarpere i sin kritik, og kalder aftalen for en joke, og at EU sælger ud af borgernes fundamentale rettigheder.

Også på den modsatte politiske fløj er der mislyde, og den liberale gruppe i EU-parlamentet, ALDE, udsendte i går aftes en pressemeddelelse, hvori gruppen understregede, at der er brug for egentlig amerikansk lovgivning på området, ikke bare at amerikanerne lover noget på 'spejderære'.

FacebookTwitter