Ny Roskilde Festival: Byg dine egne ting og leg

I august kan du lege med droner, 3D-print og bygge dit eget instrument sammen med andre 'makers'.

På Roskilde Festival kan gæsterne bygge deres egen højttaler, stol, lave noget pynt til deres teltlejr eller bygge en enstrenget guitar i Maker Space - et værksted hvor man forener teknologi med håndværk. På billedet står Henrik Føhns, vært på Harddisken på P1, med sin nybyggede guitar - 'bow diddly'. (Foto: Henrik Føhns © DR Videnskab)

Rundt om på de mange teltpladser på Roskilde Festival brager lyden ud fra hjemmebyggede højttalere, folk sidder på hjemmebyggede stole, mens andre spiller på deres egen hjemmebyggede enstrenget guitar.

Festivalgæsterne har været omkring det kreative bysamfund på festivalen kaldet 'Dream City', hvor Maker Space holder til - et værksted hvor man forener teknologi med håndværk.

Marker-kulturen er amerikansk, og sidst år bragte Roskilde Festivals innovationsafdeling Orange Innovation maker-kulturen til Danmark på netop musikfestivalen.

Startskud for søsterfestival

Nu bruger man Roskilde Festival som kickstart for en ny maker-festival 'Made' en uge i august.

- Maker Space fungerer som en forsmag på, hvad Made er, siger Julie Hjort, der er ansvarlig for Made.

Man tester om de ting, festivalgæsterne bygger, dur til Made.

Makeren på scenen

Made-festivalen vil blandt andet indeholde en række workshops, hvor man kan bygge og skabe ting sammen med andre, genanvende materialer og bruge laserskærer, CNT-fræser, 3D-printer og anden elektronik til fremstillingen og bruge sine hænder.

Ideen er, at man skal lære nyt, udvikle nyt sammen og dele sin egen viden helt i tråd med i maker-kulturens ånd, forklarer Julie Hjort.

Der er en klar sammenhæng mellem Roskilde Festival og Made, for begge festivaler handler om at udvikle nye innovative ting sammen.

- Men på Made-festivalen er det makeren og ikke musikeren, der står på scenen, siger Julie Hjort.

Makers for børn og voksne

Orange Innovation forventer cirka 2000 deltagere på Made-festivalen fra den 25. til den 31. august 2014.

I forvejen står Orange Innovation også bag et åbent værksted, hvor folk kan komme og bygge ting sammen og låne værktøj og teknologi.

Værkstedet ligger på Musicon, der er et gammelt industriområde tæt på Roskilde Festival.

Samme sted holder Orange Innovation også flere forskellige sommerlejre for børn, der vil lege og bygge sammen med andre børn.

Der findes andre lignende åbne værksteder kaldet FabLab rundt i landet, hvor folk gratis kan låne værktøj som laserskærer, CNT-fræser og 3D-printer. Se video om dem her!

Harddisken på P1 sendte fredag den 4. juli 2014 direkte fra Roskilde Festival. Hør om Made-festivalen og kom en tur med i Maker Space i Dream City.

Den 4. juli 2014 sendte Harddisken på P1 direkte fra Roskilde Festival. Julie Hjort er firestarter i Orange Innovation og ansvarlig for festivalen Made. Hun var gæst hos Henrik Føhns og Anders Høeg Nissen. (Foto: Hanne Kokkegård © DR Videnskab)