Ny sensor vil gøre det smarte lys i hjemmet endnu smartere

Philips gør det nu muligt at købe (sig fattig i) sensorer, der automatisk styrer firmaets populære Hue-elpærer.

En lille sensor skal gøre det muligt at styre smarte el-pærer, uden at man skal have telefonen frem. (© Philips)

Det såkaldt smarte hjem er stadigvæk et stykke fra for alvor at slå igennem.

Men lige når det kommer til el-pærer, er der dog en del danskere, der har taget det internetforbundne hjem til sig.

Et af de mest populære pære-produkter er Philips Hue, som fx gør det muligt at tænde lyset fra sin telefon, eller at indstille lyset i stuen til automatisk at tænde, når solen går ned.

Sensor skal gøre det mere simpelt - særligt for gæster

Men nye løsninger bringer ofte nye problemer med sig. En af udfordringerne med smarte elpærer er, at de ikke altid er så nemme at betjene, hvis man er gæst, bedsteforælder eller barn - særligt fordi det næsten er umuligt at konkurrere i brugervenlighed mod en god gammeldags tænd/sluk kontakt.

Det problem søger Philips nu at løse med en en ny sensor til Hue, der automatisk tænder og slukker lyset, som vi kender det fra mange arbejdspladser og institutioner.

Sensoren kan fx sættes til automatisk at tænde lyset i entréen, når døren åbner, eller den kan sættes under sengen, så lyset tænder, når du sætter dine fødder på gulvet, hvis du får brug for at besøge toilettet om natten.

Tænker man tanken til ende om, hvor mange rum, der kan få gavn af sådan en sensor, kan det hurtigt blive en dyr fornøjelse, at automatisere sit (store) hjem. En enkelt sensor får en pris på 299 kroner, når den kommer på markedet senere på året.

Dyr - men rimelig smart

Til gengæld for den relativt stejle pris, får man så en rimelig smart sensor.

Udover at man naturligvis kan styre hvor lang tid, der skal gå før lyset slukker igen, kan man også bede sensoren om at starte med at dæmpe lyset en smule, inden den slukker pæren. På den måde kan man nå at fægte med arme eller ben, hvis man ønsker, at lyset forbliver tændt.

Desuden kan den indstilles til, hvor tæt man skal være på sensoren, før den reagerer - og den er også klog nok til at vide, at den ikke skal tænde lyset, når det er lyst udenfor, så man ikke spilder unødig strøm.

Dog er sensoren endnu ikke smart nok til at undlade at reagere på katte og hunde, og hvad folk ellers har boende af venner fra dyreriget. Denne funktion skulle dog komme senere

Flere alternative muligheder for automatisering

Philips er ikke de eneste, der arbejder på at gøre det nemmere at styre det smarte hjem.

Logitech lancerede for nylig en kontakt ved navn Pop Home Switch, som kan indstilles til at styre både lys, musik, gardiner og mange andre ting. Heriblandt Philips Hue.

Pop Home Switch er altså ikke en sensor, men en knap, man fysisk kan trykke på, som aktiverer forskellige enheder i det smarte hjem afhængig af om man trykker en gang, to gange eller holde knappen inde.

Desuden kan et tryk på Pop indstilles til at styre flere ting på en gang, fx. slukke musikken, tænde TV’et og dæmpe lyset i et hug.

Hack din morgenrutine

Er man mere eventyrlysten, kan man også selv gå i krig med at automatisere sit hjem, som amerikaneren Thomas Harrigan gjort.

Harrigan har hacket sin egen morgenrutine, ved hjælp af en 20 dollar Dash-knap fra Amazon (kan dog ikke købes fra Danmark) og cirka 30 linjer computerkode.

Når han vågner om morgenen, trykker han på knappen. Herefter tænder lyset i hans soveværelse, kaffemaskinen går i gang med at lave kaffe og en besked bliver sendt til hans kolleger på kommunikationsplatformen Slack om, at han nu er stået op.

Om kollegerne er glade for den information, melder Thomas Harrigan ikke noget om. Til gengæld kan det være at andre bliver glade for, at de helt gratis kan downloade hans lille ‘morgen-rutine-knap-script’ på GitHub.

Facebook
Twitter