Nyt anonymt socialt netværk vokser hastigt

Yik Yak vokser eksplosivt i USA. Her kan man kun kommunikere anonymt med folk, der er lige i nærheden.

Det anonyme sociale netværk Yik Yak, har stor fremgang i USA. Det kan kun bruges til at kommunikere med folk der er tæt på der hvor man selv befinder sig. (© Yik Yak)

Moden indenfor sociale netværk og besked-kommunikation har det med at skifte særdeles hurtigt.

Et af de fænomener, der i øjeblikket vinder frem er anonyme sociale netværk.

Først var der Whisper, så var der Secret, og så kom Cloaq. Og selv Facebook er lige på trapperne med et bud på anonym kommunikation.

Men de risikerer alle at få baghjul af Yik Yak, som i øjeblikket vokser hastigt i USA.

Yik Yak er et lokalt socialt netværk

Yik Yak adskiller sig fra de andre anonyme sociale netværk ved at have fokus på den helt nære kommunikation, forstået på den måde, at du kun kan kommunikere med folk, som er tæt på dig rent geografisk.

De beskeder, du ser i appen, er nemlig publiceret indenfor en radius af ca. 2,5 kilometer fra der, hvor du befinder dig lige nu.

Du skal ikke registrere dig for at bruge Yik Yak. Du åbner bare appen, og så er du i gang. Du kan selv bestemme, om du vil bruge et ‘handle' (brugernavn), eller om du vil være helt anonym, når du skriver.

Sådan fungerer Yik Yak

Dit feed kan sorteres på nyeste eller mest populære ‘yaks' (‘yaks' er Yik Yaks svar på et tweet eller en stausopdatering på Facebook).

Når du ser et nyt yak i dit feed, kan du stemme det op eller ned, som man også kender det fra andre medier for eksempel Reddit.

På den måde bestemmer brugerne, hvilke yaks der bliver vist øverst, og hvilke der ryger længere ned i strømmen, eller helt bliver slettet. For yaks, som får en score på minus 5 (differencen mellem folk der synes om, og folk der ikke synes om), bliver nemlig fjernet fuldstændig.

Opbyg din 'Yakarma'

Konceptet er - ligesom med andre anonyme netværk - at det er det interessante indhold, der skal vises, i stedet for indhold fra folk der i forvejen er populære eller har mange venner.

Samtidig giver sletning af yaks, der bliver stemt ned på minus 5, brugerne magten til at slette dumt eller grænseoverskridende indhold.

Udover at skrive sine egne yaks, kan du naturligvis også svare på en andens, hvis du har noget at tilføje til samtalen. Hvis du gør det, så kan dit eget yak også blive stemt op eller ned.

Jo mere folk kan lide det, du skriver, jo større bliver din ‘Yakarma'. ‘Yakarma er nemlig et udtryk for, hvor populære dine yaks er og optjenes, afhængig af, hvor mange der svarer på dine yaks, og hvor mange der stemmer dem op.

Spreder sig som Facebook oprindeligt gjorde

Yik Yak beskriver sig selv som en “lokal opslagstavle”, hvor du kan dele information med andre uden at kende dem.

Netop den helt lokale kommunikation gør, at appen er oplagt at bruge på universiteter, hvor der typisk er et stort interessefællesskab indenfor et lille fysisk område. Stifterne bag Yik Yak har da også brugt den præcis samme tilgang som Facebook oprindeligt gjorde brug af, ved at forsøge at sprede appen på de amerikanske universiteter først.

Men appens popularitet er nu begyndt at sprede sig. I USA har Yik Yak ligget i top 3 på hitlisten over sociale netværk i Apples App store i den seneste måneds tid. Og appens popularitet vokser med en hastighed, som ingen af de andre anonyme apps har gjort.

I Danmark er Yik Yak på ingen måde slået igennem endnu, og kigger man i appen, vil man da også se, at det i høj grad er er engelsktalende, der bruger Yik Yak i Danmark. Sådan er det i hvert fald, når man befinder sig indenfor en radius af 2,5 kilometer fra DR Byen, hvor blandt andet IT Universitetet og Københavns Universitet befinder sig.

Kan Yik Yak blive det nye Twitter?

Men Yik Yak har med den lokalt afgrænsede kommunikation, potentiale til at konkurrere med Twitter.

I appen findes nemlig også en liste, der hedder ‘Peek', hvor steder med særlig meget aktivitet, er fremhævet. Det svarer lidt til det der ‘trender' på Twitter.

Lige nu finder man eksempelvis en stor musikfestival i Austin. Her kan du altså følge med i hvad der sker, selvom du ikke er der. Men i modsætning til på Twitter, har du ikke mulighed for at kommentere, medmindre du selv er indenfor en radius af 2,5 kilometer fra festivalen.

På den måde er brugernes lokation med til at sikre, at det kun er folk, der rent faktisk er tilstede, der kommenterer på, hvad der sker.

Man kan også anmode Yik Yak om at få sat et geofence op (et virtuelt hegn baseret på placering).

Hvis Yik Yak skulle fange an i Danmark, er det er nemt at forestille sig, at eksempelvis Roskilde Festival eller Parken kunne have interesse i at sætte sit eget Yik Yak geofence op, hvor kun gæsterne, der er tilstede på festivalen eller til en landskamp, kan skrive om hvad der foregår.

Facebook kaster sig også over anonymitet

Selvom nogle måske vil mene, at anonyme sociale netværk er en hurtigt overstået dille, så er det i hvert fald en udvikling, der bliver taget seriøst hos de helt store spillere.

Særligt Facebook har indtil videre været særdeles klar i spyttet om, at brugerne kun må bruge deres ægte identitet. Men nu er de snart klar til at springe med på den anonyme vogn. Facebooks product manager, Josh Miller, har bekræftet at et nyt anonymt tiltag er på vej, og det forventes, at det vil komme på gaden i løbet af kort tid.

Også Google har tidligere kun accepteret, at deres brugere brugte deres rigtige navn på Google+, indtil de for et par måneder siden pludseligt vendte på en tallerken og tillod, at man kan kalde sig hvad man vil.

Facebook
Twitter