Nyt Facebook-forsøg: Kun reklamer og venner i dit nyhedsfeed

Facebook eksperimenterer med at opdele betalt og ubetalt indhold. "Katastrofalt", lyder kritikken.

Facebooks forsøg rulles for tiden ud i seks lande: Bolivia, Cambodien, Guatemala, Serbien, Slovakiet og Sri Lanka (Foto: REGIS DUVIGNAU © Scanpix)

Facebook afprøver i disse dage en ændring i Nyheder, som er den liste af indlæg, der møder os, når vi besøger deres hjemmeside.

Den nye type tidslinje viser udelukkende indlæg fra Facebook-venner og medier og organisationer, som betaler for at være i dit feed.

Det skriver avisen The Guardian på deres hjemmeside.

Det går hårdt ud over især nyhedshjemmesider og blogs, der er afhængige af at få deres indhold delt på Facebook.

Flere af dem melder allerede om markante fald i engagementet på deres indlæg. Helt op til 60-80% i de seks lande, hvor ændringen afprøves.

Et af landene er Slovakiet, hvor de 60 største Facebook-sider melder om fald i engagementet fra brugerne, skriver Guardian.

Og det hjælper falske nyheder med at sprede sig, lyder kritikken fra journalister i Guatamala, der oplever lignende fald.

Her kalder lokale journalister ændringerne for "katastrofale". Dina Fernandez, der arbejder for Soy502 i Guatamala, siger til Guardian, at hun er "meget, meget bekymret" over ændringerne. For ikke alene rammer det trafikken til Soy502, men i stedet bliver Facebooks brugere mødt af indlæg fra sider, der "spreder propaganda" og er til fare for demokratiet.

Facebook: Ikke planer om om at udvide

Et sådant fald i engagementet vil selvsagt være et hårdt slag for en virksomhed, der er afhængig af trafikken fra Facebook.

I den nye version af Nyheder rykkes det ubetalte indhold til et særskilt menupunkt, som degraderes til andenpladsen, fordi brugeren ikke mødes af den automatisk, men skal klikke sig frem til indholdet.

Dermed bliver det sværere at finde.

Facebooks Head of News Feed Adam Mosseri fortalte i tirsdags i et blogindlæg, at der ikke på nuværende tidspunkt er planer om at udvide testen eller lave ændringen permanent.

Det beroliger dog ikke de firmaer der er påvirket, fordi engagementet på Facebook er en nøglebrik for deres forretning.

Især mindre virksomheder, som kun har en primær kilde til trafik på deres website - nemlig Facebook - er udsat, hvis ændring på et tidspunkt bliver normalen.

Tidligere chef for sociale medier på nyhedsmediet Al Jazeera English, journalisten Ziad Ramley opridser tre mulige resultater af testen i et blogindlæg.

  1. 1

    Der sker intet. Dette vil ifølge Ramley være det bedste udfald og kan ske, hvis Facebook erfarer at faldet i engagement er så stort, at virksomhederne vil flygte fra Facebook.

  2. 2

    Tingene ændrer sig og virksomhederne tilpasser sig. Ændringen gennemføres, men tiltaget stabiliserer sig. Faldet i engagement er et øjebliksbillede og ikke nødvendigvis noget, der vil vare ved. Det betyder at virksomhederne muligvis kan rette deres forretningsmodel til, så de ikke kommer til at lide stor skade.

  3. 3

    Facebook gennemfører og virksomhederne må betale. Hvis Facebook gennemfører ændringen og tiltaget flopper, er virksomhederne nødt til at betale, hvis deres indhold skal ses. Dette er ifølge Ramley det værst tænkelige scenarie.

Vil vi overhovedet bemærke noget?

Når Facebook laver ændringer i denne størrelsesorden, er det som regel noget, der også påvirker den oplevelse, vi har som brugere. Et af de bedste eksempler på det er, da Facebook ændrede i deres system, så de såkaldte click bait-artikler ikke længere blev spredt så effektivt.

Clickbait-overskrifter er konstrueret så de vækker nysgerrighed og måske får os til at klikke videre til hjemmesiden, for at få resten af historien. (Foto: Esben Hardenberg © Esben Hardenberg)

Hvis vores Facebook-startside pludselig kun indeholder indlæg fra venner og reklamer, vil det ligeledes blive noget mange af os lægger mærke til.

Om det også resulterer i, at vi klikker på den knap, der viser os det indhold, vi ser i dag, vil forblive uvist, indtil Facebook deler resultatet af deres test, eller vælger at gøre løsningen permanent.