Nyt fra Apple: Smart højttaler, virtual reality og opdateringer galore

Apple fremlagde det kommende års planer i en over to timer lang åbningstale

En HomePod prototype fremvist på gårsdagens event i San Jose, Californien (Foto: STEPHEN LAM © Scanpix)

I går holdt Apples direktør Tim Cook og andre højtstående Apple-folk åbningstalen til WWDC - World Wide Developers Congress, der er kæmpefirmaets årlige udviklerkonference.

Åbningstalen var en maratonevent, der varede over to timer, og som bød på en lang række nyheder til både udviklere og forbrugere. Talen var inddelt i seks punkter, der dækkede bærbare og stationære computere, opdateringer til styresystemer, samt tablets og en internetforbunden højttaler.

Her samler vi op på åbningstalens væsentligste nyheder for forbrugerne.

Nye og dyre dimser

Det mest opsigtsvækkende på åbningstalen var afsløringen af en ny højttaler med navnet HomePod.

HomePod er Apples bud på en højttaler og digital assistent til hjemmet. Den godt 17 centimeter høje højttaler sluttes til det trådløse netværk, hvorefter den kan afspille musik fra Apples musiktjeneste, svare på spørgsmål samt styre internetforbundne stikkontakter, elpærer mv.

Apple slutter sig dermed til Google og Amazon, der har lignende produkter til salg. Apple vil adskille sig fra konkurrenterne ved at levere en bedre musikoplevelse samt have fokus på sikkerheden ved hjælp af anonymisering, kryptering og lokal genkendelse af de stemmekommandoer, der gives til digital assistent-funktionen.

Den tilgang skal ses i lyset af, at Siri, Apples digitale assistent, traditionelt set ikke har været lige så velfungerende som konkurrenternes.

Apples marketingchef Phil Schiller foran et billede af den kommende HomePod, der kan fås i sort og hvid fra december - men kun i USA, England og Australien. (Foto: Justin sullivan © Scanpix)

HomePod kommer til at koste 349 dollar, hvilket er næsten dobbelt så dyrt som Amazon Echo og over tre gange prisen på en Google Home-enhed, der for tiden kan fås til nedsat pris. HomePod-højttalerne kan kobles sammen, så musikoplevelsen forbedres, hvilket ikke er muligt med Amazon Echo eller Google Home.

Hverken Google, Amazon eller Apple har meddelt, hvornår deres produkter lanceres på det danske marked, men HomePod lanceres i USA, England og Australien til efteråret.

Ud over højttaleren vil der senere på året komme opdateringer til eksisterende bærbare og stationære computere, som får bedre ydelse og grafiske egenskaber. Der kommer også en ny iPad Pro tablet med en 10,5" stor skærm og en stationær computer rettet mod det professionelle marked.

Apples iMac Pro er blandt andet velegnet til at producere virtual reality-spil eller 3d-animation. Og så koster den fra 5000 dollars, når den kommer på markedet i december. (Foto: APPLE / HANDOUT HANDOUT © Scanpix)

Virtual og augmented reality

Virtual og augmented reality (VR og AR) blev nævnt flere gange under åbningstalen i forbindelse med computere såvel som Apples iPhone. Det er to teknologier, der hhv. placerer brugeren midt i et virtuelt univers og lægger et grafisk lag mellem brugeren og det, som telefonens kameralinse peger på.

Augmented reality demonstreres på en iPad. Her ses, hvordan en digital kaffekop vises som om den står på bordet bag iPaden (© Apple)

AR og VR er spået en stor fremtid inden for især computerspil, men er endnu ikke slået igennem hos forbrugerne. Sandsynligvis fordi VR kræver en dyr computer og VR-briller, og fordi hverken AR eller VR har et stort udbud af spil og programmer, der kan drive salget frem.

De problemer løser Apple ikke med det første, men et vedvarende fokus på de to teknologier kan gøre en forskel, ikke mindst fordi der er så mange iPhones og iPads på markedet allerede, som kan køre AR-oplevelserne.

Apple har konkurrence fra Google på AR-fronten, men Googles Tango-projekt understøttes indtil videre kun på to Android smartphones, hvoraf den ene ikke er udkommet endnu.

Tiden vil vise, hvorvidt AR bliver en populær måde at bruge vores smartphones på. En forudsætning for at det kan lykkes er, at Apple må overbevise udviklerne på konferencen om, at det er en god forretning at udvikle AR-indhold.

Det kommende år med Apple

For de, der dagligt bruger Apples produkter, vil det kommende år primært komme til at betyde mange mindre ændringer:

Forstyr ikke-funktion, når brugeren kører i bil, en MobilePay-konkurrent baseret på Apples Apple Pay-teknologi, redesign på dele af styresystemet til iPhone og ny funktionalitet til iPad tabletten er alt sammen noget, der introduceres til efteråret.

Styresystemet til Apple computerne får også en opdatering med flere mindre ændringer, der blandt andet kommer til at betyde, at autoafspillende video og lyd på hjemmesider bliver deaktiveret.

Kan få stor betydning på sigt

Mange af de nyheder, der var rettet mod udviklerne, kan vise sig at få betydning på sigt.

Det drejer sig blandt andet om mulighederne for at bruge machine learning - en art kunstig intelligens - i apps, mulighederne med augmented reality, samt den indflydelse, HomePod kan få på hvilken digital assistent, vi bruger til daglig.

Men hvis tiltagene skal få stor betydning, må Apple først få succes med både deres hardware og de bagvedliggende teknologier, såsom iCloud og den digitale assistent Siri, der indtil nu ikke har gjort en særlig god figur i forhold til konkurrencen fra blandt andet Google og Amazon.