Oculus præsenterer nye kreative muligheder med VR

Virtual reality er ikke bare ”meget mere video” men en ny kreativ platform. Med ny teknologi kan man bygge objekter i 3D og printe dem.

Ny controller og ny software fra Oculus er fundament for dyr og spændende virtuel modellervoks. (© Oculus.com)

Ganske som forventet har 2016 vist sig at blive det helt store år for VR (virtual reality).

Udover lanceringen af en serie forskellige VR-headsets, fra bl.a. HTC, Oculus, Samsung og Sony, har firmaerne også lanceret tilbehør, der er med til at forbedre den virtuelle oplevelse og de virtuelle muligheder.

En af disse er Oculus’ første controller, Oculus Touch, som udkommer i dag, og meget kunne tyde på, at det Facebook-ejede firma har ramt plet.

Den nye controller bliver skamrost af udenlandske tech-sites, der faktisk ikke rigtig kan få hænderne ned (hø-hø).

CNET kalder fx. Oculus Touch ”de bedste VR-controllers” til dato, hvilket betyder at de blandt andet overgår PlayStation VRs Move-controllere og HTC Vives unavngivne controllere.

Et kreativt medium

Kombinationen af nye avancerede controllere fra HTC, Sony og nu Oculus har været med til at udvide ideen om virtual reality til ikke bare at være en spændende visuel oplevelse til film og spil, men en oplevelse der kan interageres med på en helt ny måde.

Den måske mest overraskende form, det har taget, er kreativ produktion i 3D-rum.

Tidligere på året præsenterede HTC ”Tilt Brush” til HTC Vive, der er et 3D-maleprogram. Det giver en helt usædvanlig oplevelse, at man kan bevæge sig frit i et 3D-rum, mens man maler objekter.

Den oplevelse vil Oculus naturligvis ikke stå tilbage for. Derfor introducerer firmaet, sammen med Oculus Touch, sin kreative pendant til Tilt Brush, som hedder Medium, der kan bruges til at male og modellere 'virtuel modellervoks' til figurer i 3D.

Det betyder, at man nu kan se sine egne ”hænder”, mens man bevæger sig rundt omkring objektet og former det, hvilket giver en helt anden fornemmelse for objektet.

Print dine kreationer på 3D-printer

Når man bygger objekter i det virtuelle 3D-rum, kan man (ligesom med HTC Vive) efterfølgende printe det virtuelle objekt på en 3D-printer og på den måde lave sine egne figurer.

Det er dog en meget dyr og energitung version af den klassiske modellervoks fra din børnehavetid – og med en startinvestering på små 900 euro (knap 6.700 kroner) for Oculus Rift + Touch, kan der købes meget modellervoks for pengene. Særligt fordi prisen i danske kroner bliver dyrere, når momsen kommer oven i.

Udover modellering kan Oculus Touch også bruges til bl.a. gaming. Den nye controller er tilgængelig fra i dag.