Odense har succes som knudepunkt for teknologivirksomheder

Kommunen sørger for at forbinde virksomheder med investorer primært inden for velfærdsteknologi, robotter og droner.

Billedet er fra Universal Robots, der ligger sammen med andre robotvirksomheder i dét, der kaldes Robotic Valley i Odense. (Foto: Universal Robots © Universal Robots)

Tidligere på ugen fortalte fynske On Robot, at robotvirksomheden har fået et ’kapitalindskud i millionklassen. Pengene skal bruges til videreudvikling af deres collaborative griber til ’cobots’. Det er robotter, der kan arbejde side om side med mennesker.

On Robot vil udvikle en elektrisk løsning, som er let at montere og som medarbejderen i produktionshallen selv indstiller uden hjælp fra programmør. I dag bruger gribere også trykluft, der blandt andet fylder meget og bruger meget energi.

Investeringen er med til at understrege, at Odense figurerer på verdenskortet, når man taler om markedet for industriel automation, fortæller Harddisken på P1.

Satser på matchmaking

Odense er faktisk knudepunkt for matchmaking mellem producent og investorer inden for velfærdsteknologi, robotter og droner.

Det er et bevidst valg, for kommunen har indgået et partnerskab med det private erhvervsliv og offentlige institutioner for at tiltrække iværksættere, investorer og skabe vækst og nye job.

Og Invest in Odense sørger for at forbinde kapitalsøgende teknologivirksomheder med investorer, der gerne vil skyde penge i teknologi.

Flere succeshistorier på kort tid

Det seneste års tid har der været flere store begivenheder.

Den største historie er Universal Robots, som blev overtaget af amerikanske Teradyne i 2015 for omkring to milliarder kroner. Dertil kommer Cabinplant, der formentligt har fået op imod en halv milliard kroner samt omkring 50 millioner kroner til den nye treårige virksomhed Blue Ocean Robotics.

- Når man kigger på de investeringer, der er rejst på Fyn inden for de seneste godt 12 måneder, er det ret unikt, at så lille et område har rejst så mange penge til techvirksomheder, siger Michael Hansen, investment manager fra Invest in Odense.

Tæt dialog skaber færre problemer

Han peger på, at forklaringen blandt andet skyldes, at man holder investorplatformen ved lige ved at holde tætte relationer til investornetværket, sideløbende med at man har tæt kontakt med alle de virksomheder, der er eller bliver kapitalsøgende.

- For den måde kan man i god tid få en dialog i gang med investorerne, så de ikke behøver forhaste sig. For skal de det, bliver det typisk en svær kontakt mellem en kapitalsøgende virksomhed og ham, der har pengene, forklarer Michael Hansen.

Det er især hardwarevirksomheder, der laver et fysisk produkt, som Odense koncentrerer sig om.

Miljøet fremmer iværksætteri

I den forbindelse har man samtidigt i Odense skabt et miljø, der gør det lettere at producere fx velfærdsteknologiske produkter.

Healthtech-produkter skal testes klinisk for at få den internationale kvalitets- og sikkerhedsmærkning CE, og derfor har man lavet aftaler med blandt andet Teknologisk Institut omkring tests af produkter.

- Vi har sænket barrieren ved at gøre det hurtigere og billigere at få en CE-mærkning, for det gør det samtidig hurtigere for Invest in Odense at rejse pengene til virksomhederne, siger Michael Hansen.

I Invest in Odense fremhæver man i øvrigt også placering på landkortet som ideelt: Der er 3 timer til Hamburg og 1,5 til København/Malmø.

Ligesom Odense Lufthavn er blevet testcenter for droner, og byen i 2022 vil rumme Danmarks største universitetshospital i 2022.

Facebook
Twitter