Patentkrig: Samsung betaler 3,8 milliarder til Apple

Fem års slagsmål om smartphone-patenter mellem Samsung og Apple ser ud til at have nået sin afslutning. Der er dog et lille 'men'.

Hvor meget har Samsung kopieret Apples iPhone? Det har været det store spørgsmål i en årelang kamp mellem de to firmaer. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Samsung og Apple har indgået forlig i en sag om smartphone-patenter, næsten fem år efter det første retsmøde fandt sted.

Aftalen betyder, at Samsung betaler 548 millioner dollars til Apple, for uretmæssigt at have kopieret udseende og funktioner fra iPhone i sydkoreanernes Galaxy-telefoner.

Samsung blev oprindeligt dømt til at betale Apple over 1 milliard dollars, men beløbet blev efterfølgende i to omgange barberet ned til 930 millioner dollars.

Retten besluttede ved samme lejlighed, at en ny retssag i 2016 skulle afgøre om den andel af bøden, Samsung var idømt for at have kopieret det fysiske udseende på iPhone, var gyldig.

Hvis ikke, skulle beløbet på bøden sættes ned til 548 millioner dollars, og det er altså dette beløb de to parter - udenom domstolene - er blevet enige om, at Samsung skal betale.

Sagen er bestemt ikke helt slut

På trods af at de to kamphaner nu er kommet til enighed, er det ikke ensbetydende med, at det sidste ord i sagen er sagt.

Samsung forbeholder sig nemlig ifølge Fosspatents.com ret til at kræve en del af beløbet retur, hvis det senere skulle vise sig, at de amerikanske patentmyndigheder, USPTO, vurderer, at Apples patent på 'pinch to zoom'-funktionen (et af de patenter Samsung uretmæssigt har brugt) alligevel ikke er validt.

USPTO har allerede vurderet, at Apple ikke burde have haft det såkaldte patent '915' - en afgørelse Apple har appelleret.

Desuden forbeholder Samsung sig også retten til at kræve en del af pengene tilbage fra Apple, hvis den amerikanske højesteret skulle vælge at tage sagen op.

Samsung har tidligere fået opbakning fra en række andre teknologifirmaer, der mener, det er problematisk, at man giver så store bøder for overtrædelse af patenter, der kun udgør en lille del af et komplekst produkt.

Facebook
Twitter