Piraterne kan også Windows 10

Folk, der bruger en piratkopieret udgave af styresystemet Windows, får også en gratis opdatering til Windows 10.

Windows 10 bliver en opdatering til både PC, tablet og mobil, og bliver gratis det første år, også for pirater. (Foto: MORRIS MAC MATZEN © Scanpix)

Softwaregiganten Microsoft mener det alvorligt, når de siger, at de gerne vil have så mange som muligt til at opdatere til Windows 10. Den nye udgave af Windows-systemet, der ventes klar til sommer, bliver en gratis opdatering til Windows 7 og 8 - men ganske usædvanligt, vil Microsoft se gennem fingre med om softwaren er piratkopieret.

Det betyder, at alle de uautoriserede Windows-udgaver der er i omløb især i Kina, kan se frem til at modtage en gratis opdatering, uanset at de ikke er købt og betalt.

Microsoft kunne forleden løfte sløret for en række detaljer om det kommende Windows 10-system, som blandt andet vil indholde den ventede nye browser, der foreløbig blot kaldes Project Spartan. Den hidtidige Microsoft-browser, Internet Explorer, lever lidt endnu, men står overfor en udfasning.

Nyt, velkendt udseende

Mest synligt i det nye Windows-system bliver, at startmenuen vender tilbage, så folk ikke tvinges til at benytte det upopulære Metro-design, der er særligt målrettet tablets og berøringsfølsomme skærme.

Microsoft har dog også betonet, at Windows 10 i endnu højere grad end Windows 8 vil virke på tværs af enheder. Og det er altså også selv om softwaren reelt er en piratkopi.

- Vi opdaterer alle kvalificerede PCere, både ægte og uægte, til Windows 10, siger Microsofts Windows-chef Terry Myerson til Reuters.

Initiativet ventes at få særlig stor betydning i Kina, hvor mange netop benytter piratkopieret software, og hvor Microsoft i flere tilfælde er faldet i unåde hos myndighederne. Der har flere gange været historier fremme om at produkter, der er baseret på Microsoft-software er pillet af de positiv-lister, som offentlige institutioner køber ind efter - og Kina har sågar varslet, at alle de nuværende PCere med det udgåede Windows XP skal opdatere til en variant af Linux-systemet.

​Store forventninger

​Microsoft er kommet gevaldigt bagefter Apple og Google på både tablets og mobiler, og har lidt under, at PC-salget har været underdrejet i længere tid, fordi folk har givet deres gamle PC et længere liv, i stedet for at købe nyt.

​​Flere analytikere har dog udtrykt en vis forventning om, at Windows 10 kan få markedet til at bevæge sig lidt hurtigere, fordi de forbrugere og virksomheder, der ikke har ønsket Windows 8, i stedet har udskudt PC-udskiftninger til lanceringen af det nye Windows-system.

Facebook
Twitter