Politi sælger narko-bitcoins for millioner

Amerikansk politi vil nu bortauktionere bitcoins for næsten 100 mio. kroner, der blev konfiskeret ved lukningen af narkohandelspladsen Silk Road.

Amerikansk politi sætter nu bitcoins for næsten 100 mio. kroner til salg. (Foto: KAREN BLEIER/Scanpix)

En regulær kæmpeformue i bitcoins bliver senere på måneden sat på auktion af amerikansk politi, der på denne vis vil forsøge at få solgt hele 30.000 styk af den virtuelle valuta. Pengene har en værdi af op mod 100 mio. kroner med dagens kurs og stammer fra razziaen af narkohandelspladsen Silk Road, der blev lukket af politiet sidste år.

Auktionen begynder den 27. juni og ventes at indbringe op mod 18 mio. dollars. Der er dog alene tale om bitcoins fra selve Silk Road-netstedet, og ikke den personlige formue fra den formodede bagmand Ross Ulbricht, der sidder bag tremmer mens han afventer sin sag. Ulbrichts personlige formue anslås at være op mod en halv milliard kroner i bitcoins.

eBay for stoffer

Silk Road-netstedet var en slags eBay for hårde stoffer, hvor pushere fra hele verden kunne sælge deres varer i fuld offentlighed. Valutaen på Silk Road var netop de meget diskrete bitcoins, og hvis man ville have adgang til Silk Road, måtte man igennem det særegne Tor-netværk, der var eneste adgang til handelspladsen.

Da politiet lukkede Silk Road og arresterede Ross Ulbricht i oktober sidste år, begyndte kursen på valutaen efterfølgende at stige dramatisk, indtil de ramte toppen i slutningen af november, hvor bitcoins blev handlet for over 1200 dollars stykket.

Siden fik en række landes modstand mod valutaen og efterfølgende det store kollaps af bitcoinbørsen MtGox kursen til at falde voldsomt.

Flere sager på vej

En bitcoin handles netop nu for det halve af, hvad den kostede på toppen i november.

Sagen mod Ross Ulbricht er ikke den eneste narkorelaterede sag, der er på trapperne. Også stifteren af Bitinstant-tjenesten, Charlie Shrem, afventer en retssag om hvidvask og relationer til Silk Road-tjenesten.

Facebook
Twitter