Rapport: Danskerne blokerer lystigt netreklamer

På verdensplan har godt 200 millioner nu installeret en lille plugin, der effektivt fjerner reklamer på nettet. 23 procent af alle danskere er med.

Brugen af reklameblokkere stiger markant. 23 procent af danskerne bruger det. (Foto: © tashatuvango, Scanpix)

Reklamer på nettet har aldrig haft det sværere, end de har det netop nu.

198 millioner mennesker brugte i andet kvartal 2015 en ad-blocker - en lille plugin til browseren, der fjerner reklamer når man surfer på nettet. Det er 41 procent flere end for ét år siden.

Tallene fremgår af en ny global rapport om reklameblokering, fra firmaet PageFair udviklet i samarbejde med softwarefirmaet Adobe.

Ifølge rapporten ville en verden uden reklameblokering betyde, at der i 2015 kunne sælges reklamer for 150 milliarder kroner mere, end det er tilfældet.

Reklameblokeringens højborg er Europa

Selvom 198 millioner mennesker lyder af mange, er det på verdensplan 'kun' 6 procent af internetbrugerne, der udelukker reklamer fra deres pc'er. Men fordelingen er temmelig skæv.

Særligt er brugen af reklameblokkere høj i flere europæiske lande. Ifølge rapporten blokerer 23 procent af danskerne (1, 3 millioner mennesker) reklamer. Lige over Danmark kommer Tyskland med 25 procent, mens Storbritannien med 21 procent er et lille nøk bag os.

Topscorerne i Europa er Grækenland med 37 procent, skarpt forfulgt af Polen med 35 procent. I USA er tallet noget lavere, her bruger kun 15 procent reklameblokkere.

Google Chrome er den browser, der har det klart største antal brugere, der blokerer reklamer.

2016: 282 milliarder reklame-kroner blokeres

Resultatet af den stigende brug af anti-reklame-software er ifølge rapporten lavere indtægter for de netmedier, der har valgt reklamer som deres forretningsmodel. Beløbet på 21,8 milliarder dollars, som PageFair vurderer at der bliver mistet grundet reklameblokering i 2015, forventes at stige til 41,4 milliarder dollars i 2016 (282 milliarder kroner).

PageFair har specialiseret sig i at hjælpe firmaer med at udvikle mindre påtrængende reklamer, som ifølge firmaets undersøgelse er det, der kan få folk til at sige fuldstændig fra overfor reklamer.

I forbindelse med rapporten har de spurgt 400 mennesker, der ikke blokerer annoncer, om hvad, der kan få dem til at gøre det. Her svarer flest, "hvis mine personlige data misbruges til at personalisere reklamer"efterfulgt af "hvis antallet af reklamer stiger".

Mobil reklameblokering er - endnu - meget lille

Indtil videre er reklameblokering næsten udelukkende et fænomen der eksisterer på PC'er. Kun 1,6 procent af reklameblokering i andet kvartal 2015 kommer fra mobil.

Grunden til det er, at det - indtil videre - ikke kan lade sig gøre at blokere reklamer på iPhone, mens det ikke er så nemt på Android, som det er på en PC. Det skyldes ikke mindst, at Google har fjernet de mest udbredte ad-blockers fra deres Play-butik.

Dog kan det sagtens lade sig gøre at installere reklameblokkere til Android udenom Googles butik, som efterfølgende blokerer for reklamer i Android-versionen af Chrome.

På den måde står Chrome ifølge rapporten for 53 procent af de mobile reklameblokeringer, mens Firefox til Android (der giver mulighed for direkte at installere en reklameblokker-udvidelse) står for 40 procent af de nuværende mobile reklameblokeringer.

Reklameblokering på vej til iPhone?

Rapporten forudser, at den fremtidige vækst indenfor ad-blockers vil ske via mobilen.

Særligt fordi det forventes, at Apple meget snart gør det muligt at installere reklameblokkere på iPhone.

Selvom firmaet ikke har udtalt sig direkte om det, fremgår det af et dokument på Apples hjemmeside, at det i det kommende mobile styresystem iOS 9, bliver muligt for app-udviklere at tilføje reklameblokkere, som en udvidelse til standard-browseren Safari, som ifølge rapporten bruges til 52 procent af al mobil surf.

iOS 9 vil efter alt at dømme blive rullet ud til iPhone og iPad-brugerne indenfor de næste seks uger.