Rapport spår masseflugt fra Facebook

Hvis Facebook var en virus, er 80 procent af os raske om tre år, spår ny teori. Metoden er dog usikker.

Hvis Facebook var en virus, er 80 procent blevet raske om tre år, siger ny rapport. (Foto: KAREN BLEIER © Scanpix)

Det sociale netværk Facebook bredte sig som en steppebrand op gennem 00'erne – og det vil ske igen, blot med modsat fortegn, de næste tre år.

Det spår en ny rapport fra Princeton Universitet i USA, hvor forskere har studeret Facebooks spredning som om det var en smitsom sygdom, som spreder sig i befolkningen, hvorefter folk bliver raske igen.

Ifølge rapporten har Facebook allerede toppet og begynder at vise tidlige tegn på nedgang. Men når vi når frem til 2017, vil 80 procent af brugertallet, da Facebook toppede, være forsvundet.

Rapportens konklusioner er blot prognoser, lavet ud fra en bestemt model, som sagtens kan vise sig at være behæftet med uforudsete usikkerheder. Alligevel beskriver rapporten et fænomen, der har været beskrevet en del den senere tid, nemlig at Facebooks unge brugere ser ud til at sive.

Sjovt, men ikke nødvendigvis rigtigt

DTU Compute er lektor Sune Lehmann, der står i spidsen for et omfattende forskningsprojekt inden for samme område, dog ikke overbevist.

- Det er en sjov og interessant idé. Og den kan sagtens være korrekt, hvis deres antagelser er korrekte. Men spørgsmålet er, om deres model er den rigtige, fx om det overhovedet giver mening at behandle Facebook som en sygdom. Det kan sagtens være – men dette er blot en model blandt flere sygdomsmodeller, og man kunne stille spørgsmål ved flere andre antagelser, siger han.

Forskningsprojektet på DTU omhandler netop dynamikker i komplekse netværk, herunder også, hvordan fænomener spreder sig og forsvinder igen. Det sker via omfattende registrering af studerende, der har meldt sig til at deltage i projektet.

Unge siver fra netværket

Uanset om modellen er korrekt eller ej, har flere historier den senere tid peget i retning af, at det sociale netværk skal kæmpe mere end tidligere for at tiltrække unge brugere.

Facebooks økonomichef David Ebersman har tidligere selv forklaret i en telekonference, at selskabet har fået vanskeligere ved at fastholde de unge teenagere, og forleden forsøgte strategibureauet iStrategylabs at lave et estimat for, hvor galt det faktisk står til.

Ifølge iStrategylabs, der baserer sine tal på Facebooks egne data, flygter de amerikanske teenagere i rigt mål fra Facebook, der har tabt 25,3 procent af de 13-17-årige og 7,5 procent af de 18-24 årige amerikanere på tre år.

Tallene er dog behæftet med betydelige usikkerheder. Dels fordi de baserer sig på den alder, folk selv taster ind på Facebook, og dels fordi de undersøgte 13-17 årige i sagens natur er blevet tre år ældre siden 2011. De er dog ikke blevet erstattet af lige så mange nye i aldersgruppen, erklærer bureauet.

Død og begravet - i hvertfald i stikprøven

Kort før nytår vakte en anden undersøgelse, denne gang i Storbritannien opsigt, da en britisk professor erklærede, at de britiske unge betragter Facebook som 'død og begravet', og har forladt det sociale medie til fordel for Twitter, Snapchat, Instagram og WhatsApp.

Det viste sig dog efterfølgende, at undersøgelsen var baseret på et lille antal stikprøver – og at fænomenet derfor ikke nødvendigvis var dækkende for alle Facebooks britiske brugere i aldersklassen, endsige en generel tendens.

Den nye rapport, der spår massefrafald fra Facebook, er dog baseret en væsentligt anderledes tilgang. Forskerne bag rapporten bruger data fra Google, hvor de har undersøgt søgninger efter ordet 'Facebook' og brugt udviklingen i antallet af sådanne søgninger som indikator for interessen.

Forskerne har testet modellen på, hvordan det gik MySpace, der var forløberen for Facebook, og som også bredte sig eksplosivt for derefter at fise gevaldigt ud.

Facebook
Twitter