Rejseplanen: Vi gemmer ikke din information i app'en

I dag satte Forbrugerrådet deres kampagne "Har du tænkt over, at dine Apps har frit spil" i søen.

Rejseplanen er bare en af de mange apps, som beder om adgang til sms'er, kontakter og kalender.

Danskerne tøver ikke med at klikke "accepter", når de ved download af en app giver adgang til personlige oplysninger på deres telefon.

Det viser en undersøgelse, om Forbrugerrådet Tænk har foretaget. De har testet, hvad man egentlig siger ja til, når man downloader en af de 34 mest downloadede apps - og det er ikke så lidt.

En af de 34 undersøgte apps er Rejseplanen, som hjælper brugerne med at finde ud af, hvordan de kommer fra A til B med offentlig transport. Her giver man både adgang til sms, kalender, kontaktliste og gps.

Birgitte Woolridge, product manager Rejseplanen, kan godt forstå, at brugerne kan blive bekymrede over mængden af data, som de overgiver til apps som Rejseplanen.

Men når det kommer til netop Rejseplanen, er der ikke noget at bekymre sig om, siger hun.

- Som udbyder af en app, er der ikke så meget, vi kan gøre her, andet end at sige til vores brugere, at vi gemmer ingen af disse informationer, hverken på vores servere eller i vores systemer, siger hun til DR Nyheder.

Bruger bare Googles service

Hun henviser til, at Rejseplanen, ved at bede om adgang til blandt andet gps, kalender og kontakter, blot anvender den service, som Google stiller til rådighed gennem Android-systemet.

Informationerne bliver ifølge Woolridge brugt, når brugerne beder app'en om at benytte sig af informationerne.

Det betyder f.eks., at når en bruger beder om at få eksporteret rejsen over kalenderen, så sender Rejseplanen ifølge Woolridge den over til kalenderen, men de læser ikke i kalenderen, og gemmer heller ikke noget fra kalendere.

- Det kunne vi ikke drømme om, siger hun.

I en spørgeskemaundersøgelse foretaget af Forbrugerrådet Tænk, hvor de har spurgt over 1000 danskere, så er det kun hver ottende adspurgte, der hver gang eller ofte læser betingelserne for at downloade app'en.

Facebook
Twitter