Vi ved godt, at Google ved en hel del om os.
Men alligevel kan det være en voldsom oplevelse at se alle ens søgninger sat op på en lang nydelig række - fuldt indekseret med dato og tidspunkt.
Det kan du nu selv prøve ved hjælp af Googles nye feature Min Aktivitet.
Alle søgninger er gemt
Og der er virkelig tale om mange oplysninger.
Det er alle dine søgninger, sider du har besøgt (som bruger Googles produkter), YouTube-videoer, adresser på Google Maps, stemmesøgninger på Android og hele baduljen.
Kort sagt ALT, hvad du har søgt på, mens du har været logget på din Google-konto, hvilket mange af os er permanent.
Søg i dine søgninger - og slet dem
Du kan tilmed søge i dine egne søgeresultater.
Vil du fx se hvor mange gange, og hvornår, du har søgt på “forkølet”, “ferie” eller “FCK”, så skriver du bare søgeordet ind og trykker ‘enter’.
Dine stemmesøgninger findes som nævnt også, så du kan lytte til din egen stemme optaget og lagret på Googles servere.
Sådan finder du slet alt
Heldigvis giver Google dig mulighed for at slette dine søgninger, hvis du ikke ønsker, at de skal kunne bruge dem til at lave en profil af dig.
Den store ‘slet alt du ved om mig knap’ har Google naturligvis gemt godt af vejen, men du kan finde den ved at gøre følgende:
Tryk på dette link og vælg herefter menupunktet i venstre side, der hedder 'Slet aktivitet efter'. Du vil nu se en boks magen til den på billedet nedenfor. Under menuen 'Slet efter dato' vælger du ‘altid’ og trykker herefter på ‘slet’.
Det er dog uklart, om det betyder, at Google rent faktisk ‘glemmer dig’, eller om dine søgninger bare ikke længere figurerer på din konto, så du (eller andre der bruger din computer, mens du er logget ind) kan se dem.
Googles formulering af hvad slet betyder er i hvert fald noget ulden:
"Du kan permanent slette bestemte aktiviteter eller endda hele emner, som ikke skal knyttes til din konto", lyder det
Snup et privatlivstjek
Vil du gerne have styr på, hvad Google fremadrettet gemmer om dig, kan det være en rigtig god idé, at snuppe et privatlivstjek på din Google-konto.
Her kan man slå de ønskede funktioner fra, som ellers giver Google ret til at gemme indhold om dig.
Og det er ikke så lidt.