Saudi Arabien giver robot statsborgerskab

Måske er det bare en gimmick. Men statsborgerskabet til robotten Sophia møder kritik, fordi den får rettigheder, som mange mennesker ikke har.

Det er meget muligt, at det blot er et tomt mediestunt. Men Saudi Arabien har som det første land i verden givet en robot statsborgerskab.

Det skete i forbindelse med konferencen, Future Investment Initiative, som netop er løbet af stablen i landets hovedstad Riyadh.

Det var journalisten Andrew Ross Sorkin fra den amerikanske nyhedskanal CNBC, der offentligjorde statborgerskabet i et interview med robotten.

Den menneskeligende robot Sophia var glad og takkede kongeriget for æren:

- Jeg er meget stolt og beæret over denne unikke anerkendelse. Det er historisk at være den første robot i verden, der modtager et statborgerskab, sagde Sophia.

Robotten har flere rettigheder end mennesker

Statborgerskabet til den såkaldte humanoide (menneskelignende) robot, har dog efterfølgende fået en hel del kritik.

På Twitter har en række brugere påpeget, at robotten nu har rettigheder, som mange mennesker, der har arbejdet i landet i årevis, ikke kan få.

Samtidig nævner ABC News det paradoksale i, at mens kvinder i Saudi Arabien skal bære slør eller hijab, fik Sophia lov til at stå på scenen uden. Ligeledes er det uklart, om Sophia har en mandlig værge, som loven i kongeriget kræver kvinder skal have.

Facebook
Twitter