SDU-forskere: Pust og få at vide om du har kræft

I fremtiden vil en ’udåndingsmaskine’ kunne afsløre fx lungekræft meget tidligt.

Metoden er simpel for patienterne, og de får svar i løbet af få minutter. (© SDU- Syddansk Universitet)

Hver gang vi trækker vejret ind og ud, sender vi tusinder af små molekyler ud i luften, der kan sladre om vores sundhed.

Med de rette maskiner håber forskere fra SDU, Syddansk Universitet, at de kan være med til at opdage sygdomme tidligt.

Forskerne undersøger lige nu lungepatienters udåndingsluft med hjælp af en såkaldt udåndingsmaskine på Odense Universitetshospital.

En slags kunstig næse

Metoden er simpel for patienterne. De puster ned i et mundstykke på en maskine, som opsamler og analyserer luften på omkring 10 minutter.

- Maskinen er en slags kunstig næste, som skal kunne adskille de forskellige molekyler, vi udånder, fortæller Jan Baumbach, lektor i datalogi på Syddansk Universitet.

- Vi ved, at mus og hunde kan trænes til at lugte sig frem til sygdomme, og det er det, vi også vil have maskinen til, siger han til P1 Morgen.

4000 molekyler i hvert åndedrag

Når vi trækker vejret, ryger der omkring 4000 forskellige molekyle-typer ud i luften.

Det er disse mange molekyler, som udåndingsmaskinen - der også kaldes en breath analyzer - kan analysere.

Hvis vi er syge, ændrer molekylernes sammensætning i udåndingsluften sig nemlig - afhængig af sygdommen.

Ligesom den ændrer sig, hvis vi dyrker sport, sex eller spiser forskellige madvarer. Derfor er kunsten at kunne kende forskel på de forskellige sammensætninger.

Et stykke vej endnu

- Der vil gå noget tid, inden vi præcis kan påpege, hvilke molekyler der hører til forskellige sygdomme. For at nå dertil skal vi først have testet en lang række patienter og analyseret deres luft, siger Jan Baumbach.

Forskerne er samtidigt ved at udvikle en hjerne til maskinen, så den på cirka 10 minutter kan analyse prøver og fortælle om sygdomme, som fx lungekræft selv på et meget tidligt stadie.

Bedre helbredelsesmuligheder

For lungekræftpatienter vil det betyde, at sygdommen potentielt kan opdages fem år tidligere end nu, og det vil give en langt større overlevelsesprocent.

Men når maskinen kan det, vil det betyde, at mange patienter kan slippe for længere udredningsforløb med scanninger, røntgen og vævsprøvetagning, når deres sygdom skal diagnosticeres.

Ideen med at analysere molekyler i luften er ikke ny. Maskiner, der ligner den på Odense Universitetshospital, har længe været brugt til for eksempel at detektere sprængstof eller kemiske våben.

Her kan du se en video, der også fortæller om maskinen.

https://www.youtube.com/watch?v=zcizyQbx2tk

Facebook
Twitter