Se Bjarne Corydon 3D-printet i gips

En 3D-printet politiker kan ikke bruges til meget. Men det kan teknologien som står bag figuren i allerhøjeste grad.

Den tidligere finansminister Bjarne Corydon er blevet 3D-printet i gips. Kopien ligner originalen ganske godt.

Man skal ikke kigge mange øjeblikke for at se, at den 3D-printede gipsfigur i videoen ovenfor ligner Bjarne Corydon - og det er der en rigtig god grund til.

Figuren er nemlig baseret på et 3D-scan af den tidligere finansminister. Og selvom det mest er sjov og ballade, så gemmer der sig et enormt potentiale i teknologien bag.

DRs Nikolaj Sonne kigger i årets første udgave af So ein Ding, på hvor langt 3D-print-teknologien er nået. Og status er, at teknologien allerede spiller en vigtig rolle i flere industrier.

Flyselskaber og hospitaler er i gang

Flyselskaber bruger 3D-printede dele til at gøre flyene lettere og delene stærkere. Flere mennesker har fået indopereret 3D-printede dele i kroppen - blandt andet en hjerneskal og en brystkasse.

Selv kager kan nu laves på 3D-printere, og så har den første 3D-printer naturligvis også været en tur i rummet.

Turen bringer Sonne til Sydkorea hvor han er på 3D-print-messe, og han besøger Teknologisk Institut, hvor han blandt andet ser en ny type pick-up til pladespilleren, som kun kan laves med 3D-print.

Og så taler Sonne med Brad Templeton - som Sonne selv kalder 'verdens klogeste mand' - der giver sit bud på, hvad 3D-teknologi kommer til at kunne i fremtiden.

Se med på DR2 mandag d. 28 september kl. 22.00 på DR2.