Selfissimo! Google lancerer tre twistede foto-apps

Firmaet kalder de nye mobil-apps eksperimenter, men de virker faktisk godt, viser DRs egen lille test.

Sådan kan det se ud, når man laver en video om til en tegneserie, med Storyboard - en af tre nye foto-apps fra Google. (Foto: Nicolai Franck © dr)

Når et de store internetfirmaer sender en app på markedet, har de normalt gjort sig meget grundige tanker om, hvor i markedet den skal passe.

Men sådan er det ikke med de tre nye foto-apps, Selfissimo!, Storyboard og Scrubbies, som Google netop har sendt ud.

De små fotoprogrammer er udviklet af firmaets research-afdeling og går ifølge folkene bag ud på at “undersøge potentialet i mobilfotografi”.

De kalder derfor de tre programmer for app-sperimenter.

Poser foran dit selfiekamera

Den første af de tre apps hedder Selfissimo! Og som man nok kan fornemme på navnet, forsøger den at give nyt liv til, hvordan man skyder en selfie.

Appen registrerer automatisk dine bevægelser, så hver gang du stopper og er klar med et nyt lækkert pose, skyder kameraet et nyt sort/hvid selvportræt.

Billederne kan efterfølgende gemmes og deles individuelt - eller i et samlet billede, hvor miniaturer af billederne er sat op side om side. Lidt i stil med billeder fra en klassisk pasfoto-automat.

(© dr)

Selfissimo! kommer både til iPhone og Android.

Lav din video om til en tegneserie

Den anden app hedder Storyboard. Dens eneste evne er at lave dine videoklip om til noget, der minder om en tegneserie-stribe.

Du henter blot en video fra dit bibliotek ind i appen, hvorefter den selv vælger alt fra 2-7 forskellige still-billeder fra videoen, som den giver et visuelt udtryk, der ligner en tegneserie.

Er du ikke tilfreds med udseende eller sammensætningen af billeder, kan du med et enkelt træk i toppen af skærmen få appen til at lave et nyt design. Ifølge forskerne, der har udviklet appen, er der 1,6 billioner forskellige muligheder, så med tiden skal du nok få en tegneserie, du er tilfreds med.

Storyboard kommer kun til Android.

Manipuler hastighed og retning på dine videoer

Den tredje af de nye apps, Scrubbies, er fuldstændig anderledes igen.

Appen gør det muligt at scratche en video - i princippet i stil med hvordan en DJ scratcher vinylplader.

Du skyder kort og godt en video med Scrubbies-appen og finder herefter det sted i videoen, hvor der er en sjov bevægelse eller et sjovt ansigt.

Herfra kan du så manipulere både hastighed og retning blot ved at placere to fingre på skærmen og scratche frem og tilbage. Appen laver så en ny video, hvor klippet bevæger sig i takt med dine fingerbevægelser i en hastighed, du selv styrer.

Scrubbies kommer kun til iPhone.

Kan ét trick - men virker rigtig fint

Vi har lyntestet alle tre apps, der faktisk virker rigtig fint.

De kan hver især en meget simpel ting, men den gør de til gengæld godt.

Scrubbies er sjov og Selfissimo! gør det rent faktisk nemmere at tage en byge af selfies, lige når man er klar og uden, at man selv skal trykke på udløseren. Storyboard er den, der mest føles som en gimmick, med mindre man har særlig hang til at se sine optagelser i tegneserieformat.

Google skriver, at de tre apps blot er de første i en serie af nye fotoapp-eksperimenter, der alle bygger på teknologier, som firmaet allerede er i færd med at udvikle. Heriblandt nævnes genkendelse af objekter, adskillelse af personer og baggrund, stilarts-algoritmer og forskellige typer billedemanipulation.