Selvkørende biler får grønt lys i Storbritannien

Ny rapport sætter tyk streg under fordelene ved førerløse biler. Den gennemsnitlige bilist kan årligt spare det der svarer til seks arbejdsuger.

Storbritannien satster voldsomt på førerløse biler. (© UK Government)

Nu er det officielt.

Test med selvkørende biler på udvalgte gader og stræder i Storbritannien har endegyldigt fået grønt lys til at kunne begynde.

Det kommer ikke som den store overraskelse, da den britiske regering selv har postet 19 millioner pund i projektet, og at det hele tiden har været meningen, at tests af den nye bilteknologi skulle begynde i år.

Alligevel er i dag en mærkedag for den autonome bil i Storbritannien, da en spritny rapport fra regeringen konkluderer, at der ikke er noget juridisk til hinder for at afprøve teknologien i den virkelige verden.

Ser kæmpe muligheder i førerløse biler

Den 191 sider lange rapport viser med al tydelighed, at man i Storbritannien ser et kæmpe potentiale i den nye teknologi, som kan blive en gevinst på en række områder.

I forordet til rapporten starter den engelske transportminister, Claire Perry, således:

- Førerløs bilteknologi har potentialet til at blive en ægte game changer på de engelske veje, som vil forandre bilisme på den mest fundamentale måde, og som vil betyde kæmpe fordele i forhold til trafiksikkerhed, social inklusion, udledning af CO2, og trængsel på vejene.

Kan spare seks ugers rejsetid hvert år

Rapporten konkluderer også, at førerløse biler kan spare samfundet for en masse penge.

- Hvis man kigger på, at den gennemsnitlige bilist bruger det der svarer til seks arbejdsuger på at køre hvert år, så giver dette store muligheder, skriver Perry.

Regeringens ambition er, at Storbritannien skal være blandt de førende lande på området, og for at tiltrække investeringer vil regeringen snart følge op med den første lovgivning på området.

- Vi vil udstikke de bedst mulige rammer for at understøtte tests af autonome biler, og for at tilskynde de største globale firmaer til at komme til Storbritannien og udvikle og teste deres teknologi, skriver Perry.

Hele rapporten kan hentes her (bemærk det er en meget stor fil der fylder 77 MB).