Selvkørende biler: Google og General Motors er kørt i pole position

De to firmaers selvkørende biler står for 96 procent af alle test-kilometer kørt i Californien det seneste år.

Waymo og Cruise er navnene på de selvkørende bildivisioner under henholdsvis Google og General Motors. Til sammen stod de to firmaer for næsten al offentlig testkørsel i Californien i 2017. (Foto: Natalie Behring © Scanpix)

Alle bilfirmaer med respekt for sig selv har en plan for, hvordan og hvornår deres biler skal blive førerløse.

Men særligt to firmaer ser ud til at sætte handling bag deres ord.

Waymo (Google) og Cruise (General Motors) giver nemlig alle andre baghjul, når det kommer til at teste biler på offentlig vej — i hvert fald i Californien, som er en af de amerikanske stater, hvor teknologien oftest bliver testet. Det fremgår af den årlige indrapportering til statens bilmyndighed - California Department of Motor Vehicles.

Waymo har i det forgangne år kørt 567.366 kilometer, hvilket udgør 70 procent af samtlige testkilometer kørt i den solrige stat, mens Cruise har kørt 211.912 km svarende til 26 procent.

Tilsammen står de to firmaer altså for 96 procent af al selvkørende testkørsel i Californien i perioden 1. december 2016 - 30. november 2017.

I alt har 19 firmaer indsendt de påkrævede oplysninger til den Califoniens bilmyndigheder. Her skal de tilkendegive, hvor meget deres biler har selvkørt på offentlig vej, samt hvor mange situationer hvor sikkerheds-chaufføren har måtte overtage styringen fra bilens autonome system.

Google har nu testet 6,4 millioner km på offentlig vej

Googles selvkørende bildivision har siden, firmaet startede med at teste på offentlig vej tilbagelagt mere end 6,4 millioner kilometer i 20 forskellige byer. Godt en tiendedel af disse er altså tilbagelagt i Californien det seneste års tid.

I løbet af de mere end 560.000 kilometers kørsel det seneste år, måtte sikkerheds-chaufføren overtage styringen 63 gange.

Den mest gængse årsag - 19 af 63 tilfælde - skyldes det ifølge Waymos oplysninger “en uønsket manøvre fra bilen”.

Waymo oplyser, at de for hver eneste hændelse kan simulere en gengivelse af, hvad der ville være sket, hvis chaufføren ikke havde overtaget styringen. Dog oplyser firmaet ikke hvor mange af situationerne, der ville have have resulteret i en egentlig ulykke.

General Motors tester kun i tæt bytrafik

Mens mange bilfirmaer tester deres biler på veje, hvor der ikke er særlig tæt trafik, så udmærker General Motors Cruise-biler sig ved kun at teste i San Franciscos pulserende bytrafik. Samtlige af firmaets over 200.000 test-kilometer i Californien blev tilbagelagt netop der:

- Byer som San Francisco indeholder betydeligt flere mennesker, biler og cyklister, som vores selvkørende køretøjer skal være opmærksomme på.

- Det gør San Francisco til et af de vanskeligste steder at teste et selvkørende køretøj, og det hjælper os med at validere vores køretøjers selvkørende færdigheder hurtigere end tests i forstæder alene, skriver General Motors med slet skjult henvisning til de fleste af deres konkurrenters test. Heriblandt Waymo - der ofte tester i mindre befærdede områder.

105 gange i det forløbne år har en sikkerheds-chauffør måtte overtage styringen fra en af Cruise-bilerne, selvom det altså ikke er ensbetydende med, at der var sket en ulykke, hvis føreren ikke havde grebet rat og pedaler.

Kun 12 af 19 tilmeldte firmaer har kørt

Mens Waymo og Cruise har været ganske aktive i Californien, så gør det sig ikke gældende for alle andre firmaer, der har tilladelse til at teste på statens offentlige veje.

Kun 12 af de 19 firmaer har nemlig benyttet sig af retten til at teste robotbilerne, fremgår det. Blandt dem der ikke har kørt så meget som en enkelt testkilometer i solskinsstaten er blandt andet Ford, Volkswagen og BMW.

Heller ikke Tesla har testet på Californiens veje. Ifølge elbil-firmaet skyldes det, at de har en anden tilgang til test af teknologien.

I stedet for at teste bilernes formåen selv, opererer Tesla i såkaldt skygge-tilstand i firmaets hundredtusindvis af biler, der kører rundt om i verden.

- Tesla er i stand til at udvikle sin autonome teknologi ved at udnytte køredata fra milliarder af miles kørt i den virkelige verden.

- I "skygge-tilstand” kører teknologien i baggrunden uden indflydelse på bilens kørsel, hvilket giver os data om, hvordan teknologien ville klare sig i realtid i den virkelige verden, skriver Tesla.

Selvkørende taxaer nærmer sig

Udover i Californien tester mange bilfirmaer selvkørende biler i nabostaten Arizona, som har ganske lempelige regler på området.

Netop i Arizona - næremere bestemt i byen Phoenix - er Waymo lige på trapperne med at lancere den første ægte førerløse taxa-service. Firmaet har tidligere oplyst, at det bliver i 2018.

Cruise ånder dog Waymo hårdt i nakken. General Motors har tidligere oplyst, at de forventer at lancere førerløse Cruise-taxaer i San Francisco i 2019.

Facebook
Twitter