Siri kan snart tale dansk

Apples stemmestyrede assistent, Siri, forstår dansk om få måneder.

Apple har tilføjet dansk i Siri i den seneste version af iOS. (© Skærmbillede fra iPhone)

Den har foreløbig mest været for sjov for danske brugere, men når Apple om få måneder sender iOS 8.3 på gaden, vil den stemmestyrede asisstent, Siri, kunne forstå, hvad du siger til hende - på dansk.

Dansk har ellers hidtil været et af de sprog, som iPhonen ikke kunne forstå så meget af. Men i en ny betaudgave – en tidlig testudgave – af iOS 8.3, der blev sendt ud til betatesterne i går, er dansk nu pludselig tilføjet som et af Siris kommende sprog.

Hun vil i øvrigt også kunne forstå svensk, russisk, brasiliansk-portugisisk, thai, hollandsk og tyrkisk, samt engelsk med indisk og new zealandsk accent.

En af de øvrige nyheder er tilføjelsen af en hel masse emojis - ikoner, der bedst kan beskrives som udvidede smilleys.

Tidsplan ikke helt sikker

Siri blev lanceret i 2011 sammen med iPhone 4S og kan udføre et væld af opgaver med stemmestyring. Bland andet kan assistenten oprette kalenderbegivenheder eller skrive en sms, blot ved at lytte til hvad man siger. Flere og flere funktioner bliver dog hele tiden føjet til, og Siri er med tiden blevet ganske avanceret.

Tidligere på året kunne mediet iPhoneguide berette, at en dansker havde opholdt sig nogle måneder i Cupertino hos Apple, hvor danskeren har arbejdet med at få Siri til at kunne forstå dansk. En opgave, der tog nogle måneder.

Der er ikke noget bekræftet lanceringstidspunkt for iOS 8.3 med dansk Siri, men det ventes, at lanceringen kommer i løbet af foråret. Foreløbig skal version 8.2 lige sendes ud først - og den kommer uden Siri på dansk.

Også Google har en tilsvarende assistent, Google Now, mens Microsoft udvikler Cortana, der også bliver en del af det kommende Windows 10.