Skuespilleres stemmer skal styre social GPS

GPS-app'en Waze vil bruge højtprofilerede skuespilleres stemmer til at guide dig gennem trafikken.

GPS-app'en vil bruge kendte skuespilleres stemmer til at guide dig rundt i trafikken. (© Waze)

- Om 200 meter…drej til højre.

Hvis du kører med GPS, så kender du kun alt for godt til den lidt kedelige mekaniske stemme, der guider dig rundt i trafikken.

Er din GPS eller GPS-app bare lidt avanceret, så kan det være, at du er så 'heldig', at du kan få lov at vælge, om det skal være en mand eller en kvinde, der hjælper dig på vej.

Det vil den Google ejede sociale GPS-app Waze nu lave om på.

Skuespillere skal guide dig

I en aftale med Universal Pictures vil Waze få en række kendte skuespillere til at lægge stemme til deres app for at gøre stemmestyringen lidt mere spændende.

Første levende billede er komikeren Kevin Hart, som i en video giver et bud på, hvordan det vil ændre GPS-oplevelsen at få en lidt mere entusiastisk stemme til at dirigere bilisterne rundt i trafikken.

Som det jo er med den slags aftaler, så er tanken, at Universal vil tilbyde skuespillere, der er med i filmselskabets nyeste film, i håbet om at det vil kaste nogle flere biografgængere af sig. Det der med et andet ord hedder marketing.

Google købte Waze for 1 milliard dollars

Konceptet bag Waze er, at det er en social GPS. Det vil sige at brugerne både automatisk og manuelt rapporterer fra der hvor de befinder sig i trafikken, hvilket skulle gøre app'en bedre i stand til at guide brugerne uden om trafikkøer, uheld og endda politikontroller.

Waze-app'en stammer oprindeligt fra Israel, men blev i juni måned i år opkøbt af Google for 1 milliard dollars.

Som Google lovede ved den lejlighed, så har Waze 'fået lov' at leve videre under sit oprindelige navn. Flere havde ellers spekuleret i, at Google ville implementere de bedste funktioner fra app'en i Google Maps og derefter nedlægge Waze.

Men med den nye skuespiller-stemme-funktion, er der intet der tyder på, at det scenarie er lige rundt om hjørnet.

Facebook
Twitter